Når naturen kalder – transport af afrikanske bøfler

At arbejde med dyretransporter i den sydafrikanske natur kræver ikke bare fremragende evner bag rattet. Det kræver også mod.

Helikopter og lastvogn.

Helikopteren finder og bedøver bøflen, og dyrlægeteamet på jorden følger op i deres lastvogn.

Kees Lawrence.

Kees Lawrence, chef for vildtfangerteamet, gør sig klar til at give en bøffel en indsprøjtning med B-vitamin.

Svalerne svæver og dykker brat over den sydafrikanske savanne. De boltrer sig i den kølige brise over det flade landskab. Klokken er lidt over seks om morgenen, og der er et par minutter til solopgang. Pludselig drukner fuglenes sang i brølet fra en dieselmotor.

Indhyllet i en sky af rødt støv tordner en sandfarvet Volvo FM hen mod en gruppe mennesker med pickupper ved indgangen til Koppies Dam-naturreservatet 150 km sydvest for Johannesburg. Det er sæsonens første dag, og i dag skal vildtfangerne indfange og flytte en afrikansk bøffel. Den er en af de »fem store«, en betegnelse opfundet af jægere til at beskrive de dyr, det er sværest og farligst at opspore og jage i Afrika.

– Vi arbejder ofte med bøfler, men det er altid risikabelt. Bøflen er meget stærk, og når den angriber, mener den det alvorligt. Hvis den får fat i dig, er du færdig. Den slår dig ihjel, siger Petrus Motsoane, formand for vildtfangerteamet og chauffør i den Volvo-trækker, der skal transportere de aggressive dyr.

At fange og transportere vilde dyr er en vigtig opgave i Sydafrikas mange naturreservater. Det sker først og fremmest for at opretholde balancen mellem de forskellige dyrearter i reservaterne, men også for at undgå indavl.

Bøflen er meget stærk, og når den angriber, mener den det alvorligt.

Petrus Motsoane

teamformand og lastvognschauffør

Bøfler set fra luften.

Dyretransporterne sker for at opretholde balancen i reservaterne og for at undgå indavl.

Indfangningen sker i vinterhalvåret mellem marts og oktober, når vejret er køligst. Teamet fanger og transporterer mange forskellige vilde dyr – fra zebraer og næsehorn til bøfler og løver. 

Naturreservaterne i Free State-provinsen i Sydafrika har været Petrus Motsoanes arbejdsplads i mere end 20 år. Med kirurgisk præcision manøvrerer han den 24 tons tunge og 22 meter lange lastvogn hen over savannen til den flok dyr, der skal flyttes. Arbejdet stiller benhårde krav til både køretøj og chauffør.

– Man bliver træt i kroppen af at køre på savannen. Det føles, som om man brækker ribbenene! Men jeg har kørt den her lastvogn i 10 år og har aldrig haft problemer. Den er stærk og hårdfør nok til at kunne klare det, den skal, siger Petrus.

Vildtfangerteamet i Free State-provinsen består af 25 medarbejdere samt en dyrlæge og en helikopterpilot. Helikopteren leder efter bøflen og jager den ud i åbent terræn, så dyrlægen kan skyde den med en bedøvelsespil fra luften. 

Når bøflen er bedøvet, kører teamet på jorden hen til den i deres pickupper og hejser dyret, som vejer over et ton, op på ladet af pickuppen. Herefter køres bøflen hen til Petrus' Volvo-lastvogn, hvor det sovende dyr med en kran løftes over på anhængeren og får en indsprøjtning med modgift, der får dyret til at vågne.

Petrus Motsoane.

Petrus Motsoane har arbejdet i naturreservaterne i Free State-provinsen i mere end 20 år.

– Når bøflen vågner, bliver den lidt aggressiv, men på det tidspunkt er vi for længst nået ud og har lukket døren. Hvis den vågner, inden man er nået ud af anhængeren, er det med at få fart på, så den ikke får fat i én, siger Petrus.

Han ler. Guldtanden i hans undermund og guldringen i hans venstre øre glitrer, mens han fortæller om en bedøvet zebra, der vågnede op midt under læsningen og stak af ud over savannen med bind for øjnene.

Tre strudse med vajende halefjer traver gennem det høje græs til højre for lastvognen. Den klaprende larm fra helikopteren får en familie på to voksne næsehorn og en kalv til at flygte i rædsel. Lastvognen bumper videre hen over græs og buske, ned i en slugt og hen over en bro, der er så smal, at det er et mirakel, at hele flåden af køretøjer kommer over den. Petrus' ansigt er stift af koncentration.

– Når jeg kører i kuperet terræn, hopper lastvognen af sted, og den lyder helt anderledes, end når jeg kører på en jævn vej. Jeg er nødt til at køre meget, meget langsomt i farligt terræn, indtil det er sikkert igen. Jeg skal være fokuseret på vejen forude for at sikre mig, at der ikke er sten eller andre forhindringer, men jeg kan ikke se alt, så nogle gange må jeg tage chancer, siger han.

Fanget bøffel.

Hver eneste bøffel, der indfanges, undersøges for en række sygdomme, mærkes med en mikrochip og får en indsprøjtning med B-vitamin for at styrke dens immunforsvar.

 

Dagen begynder dårligt. De første to bøfler, som dyrlægen skyder, løber ind i et buskads og ned i en kløft lidt for tæt på floden. Pickupperne sidder fast i den høje bevoksning med brølende motorer, og da de endelig når frem, kan de ikke komme ned i det sumpede område, hvor den ene af bøflerne nu ligger og sover. Træerne gør det vanskeligt for helikopteren at jage eventuelle andre bøfler bort, som kunne være i nærheden og angribe.

Der kaldes forstærkninger ind, og pludselig går det hele meget hurtigt: Bøflen skubbes over på en grøn båre og hejses op ad skråningen til jeepen, hvorefter ti mennesker løfter det sovende dyr op på pickuppens lad med de bare næver.

Bøffel med bind for øjnene.

Når bøflen er nedlagt af bedøvelsespilen, får teamet travlt med at flytte dyret over på anhængeren.

Ud over at køre lastvognen består Petrus' formandsjob også i at overvåge arbejdet med dyrene og hjælpe med at få dem læsset op på anhængeren. Anhængeren er inddelt i fem rum med ståldøre, der kan åbnes og lukkes udefra. Lastvognen kan højst transportere 15 bøfler afhængigt af deres størrelse.

– Bøfler kan ikke lide at stå alene. De bliver helt kulrede og gør skade på sig selv. Så vi kører altid med to eller tre bøfler i hvert rum, forklarer Kees Lawrence, chef for vildtfangerteamet, mens han udmåler den korrekte dosis B-vitamin til den fireårige bøffelko, som mandskabet på jorden netop har bragt hen til lastvognen.

Hver eneste bøffel, der indfanges, undersøges for en række sygdomme, mærkes med en mikrochip og får en indsprøjtning med B-vitamin for at styrke dens immunforsvar. Mens Kees giver den sovende bøffel en indsprøjtning, opstår der en kø af bøfler med hvidt bind for øjnene og vat i ørerne mellem Volvo-lastvognens anhænger og kranvognen. Bindene og vattet er med til at holde dem i ro.

Når jeg fortæller de andre chauffører, hvad jeg kører med, siger de: »Hold op, mand, de dyr ender med at slå dig ihjel«. Men jeg har arbejdet med det her i over 20 år, og jeg er stadig i live.

Petrus Motsoane

teamformand og lastvognschauffør

Arbejdet med at tage blodprøver og overflytte og vække de bøfler, der skal med dyretransporten, går stærkt. Petrus åbner dørene mellem rummene med en lang jernstang. Fjorten dyr løber hurtigt op i anhængeren. Bøflerne er ikke overvældende begejstrede over pludselig at være lukket inde i en lille metalæske. 

– De falder til ro, når jeg kører, siger Petrus, da han klatrer ind i førerhuset. 

Lastvognen kører tilbage gennem reservatet mod et indelukke, hvor bøflerne skal være i karantæne, før de bliver solgt på en auktion til andre naturreservater. Dagens last har en værdi på over 2,2 millioner rand, omtrent 1,4 millioner kroner. Når de er solgt, transporterer Petrus Motsoane dyrene til deres nye hjem.

– Det bedste ved mit arbejde er at køre på landevejen. Når jeg fortæller de andre chauffører, hvad jeg kører med, siger de: »Hold op, mand, de dyr ender med at slå dig ihjel«. Men jeg har arbejdet med det her i over 20 år, og jeg er stadig i live.

Volvo FM i naturreservatet.

Lastvognen

Volvo FM fra 2003 med en 13-liters dieselmotor på 380 hk og en sydafrikansk produceret anhænger fra SA Trucks. Vogntoget er 22 meter langt og vejer 24 tons. Køretøjet bruges hver dag i vildtfangstsæsonen mellem marts og oktober til transport af vilde dyr på savannen og på normale veje.

Lignende indhold

Inddæmmet fra havet

Nigerias største by ændrer lige så stille form. Det, der begyndte som en plan for at beskytte Lagos' eroderende kystlinje, har udviklet sig til at blive Afrikas største byggeprojekt Eko Atlantic – et nyt område, der opføres på land inddæmmet fra ...

Sådan overlever man en af verdens farligste vejstrækninger

Forsigtighed, dygtighed og erfaring har holdt Juan Manuel Manrique i live i 45 år på en af verdens farligste vejstrækninger. Velkommen til Paso de los Caracoles i Chile....

Saltudvinding fra en hvid plet på landkortet i Bolivia

Lyset er knivskarpt, og luften er tynd. På verdens største saltsø bliver både mennesker og maskiner sat på prøve. Lastvognschauffør Dario Machaca Colque har arbejdet her i mere end 30 år....

Filtrer artikler

5 true 5