Dybt ind i junglen på Borneo

I Borneos uforudsigelige vejr og kuperede, vanskelige terræn er transport i minebranchen en krævende demonstration af kørefærdigheder.

Se, hvordan det er at transportere kul gennem Borneos ufremkommelige jungle, i denne udgave af Chaufførens verden.

Dybt nede i minen myldrer maskinerne omkring som mekaniske myrer, vedholdende og utrætteligt. Man kan høre fjern motorstøj. Rundt om minen er disen netop lettet, så de skovklædte bjergsider kommer til syne.

Dis i junglen i Borneo.

Klimaet i Borneo er varmt og fugtigt, og i regntiden kan voldsomme regnskyl fuldstændig ændre landskabet.

Nede i minen høres en kraftig larm. Det er lyden af sten, der skraber mod stål, mens læs efter læs kul og jord skovles op på lastvognens flade lad. Andreas Wahyudi venter med hånden på gearvælgeren i de få minutter, det tager hans kollega at give ham den tunge last. 

Så træder han på gaspedalen og kører op mod overfladen igen. – Det vigtigste er at fokusere, være forsigtig og kommunikere med de andre, siger han.

Susubang-minen er en åben mine på 9.000 hektar i Øst-Kalimantan, den indonesiske del af øen Borneo. Her udvindes den hårdeste og dyreste type kul, antracit. 

Kullet ses som lodrette sorte striber i den udgravede jord. For at få fat i kullet skal der først sprænges, og herefter skal den klippefyldte jord mellem kulårerne fjernes. Hver dag kører 31-årige Andreas jord fra mineområdet til en aflæsningsplads halvanden kilometer væk med en Volvo FMX. Den ujævne vejbelægning og den tunge last på op til 27 ton kræver ikke bare robuste køretøjer, men også dygtige chauffører.

Vi ved aldrig, hvad der venter længere fremme. Jorden skrider, og landskabet kan hurtigt ændre sig fra det ene øjeblik til det næste.

Andreas Wahyudi, lastvognschauffør

De dybe hjulspor, stenene og de store huller i vejens ler gør det vanskeligt at køre på vejene i mineområdet. Landskabet ændres hele tiden af mineaktiviteterne, jordskred og regnskyl. 

– Terrænet er den største udfordring. Vejforholdene har stor betydning for sikkerheden, siger Andreas.

Andreas Wahyudi i arbejderboligen.

Andreas Wahyudi bor sammen med 20 andre chauffører i en arbejderbolig tæt på minen.

Fuldt læssede lastvogne tordner forbi, og Andreas holder et vågent øje med dem. Kort efter kommer han til et vandfyldt hul i vejen og griber fat om rattet med begge hænder. Motoren gasser op, da lastvognen kommer til en stejl bakke og klatrer opad. 

– Ingen problemer. Motoren har masser af kræfter.  

Fra kommunikationsradioen høres en stadig strøm af instruktioner om, hvor lasten skal hen, spørgsmål om Andreas' position og advarsler om forhindringer på vejen. Kommunikation er det allervigtigste i minen. 

– Vi ved aldrig, hvad der venter længere fremme. Jorden skrider, og landskabet kan hurtigt ændre sig fra det ene øjeblik til det næste. Men jeg ved, at mine kolleger holder mig informeret, så jeg bevarer roen, siger Andreas.

Andreas forlader ikke lastvognen under et arbejdsskift, men den konstante radiokommunikation, de tudende horn og de venlige hilsener fra modkørende chauffører betyder, at han aldrig føler sig alene. 

– Det bedste ved mit arbejde er de nye venner, jeg har fået, forklarer Andreas.

Han er fra Longkali i Øst-Kalimantan, og som mange andre chauffører er han langt væk fra sin familie. I løbet af de seneste år har den store efterspørgsel på det sorte guld, ikke mindst fra Kina, fået udenlandske virksomheder til at åbne stadig flere miner i Kalimantan, og det har skabt et stort behov for arbejdskraft. 

I øjeblikket deler Andreas en arbejderbolig med 20 andre chauffører en kort bustur fra minen. Han har sit eget værelse, som er sparsomt møbleret med en madras på gulvet og plakater af hans fodboldidoler på væggene. De fleste af hans vågne timer tilbringer han i førerhuset, og det har han det fint med.

Lastvogne i minen.

Landskabet ved minen ændres hele tiden, fordi der fjernes store mængder jord. Det er derfor meget vigtigt med kommunikation mellem chaufførerne, og CB-radioen er aldrig tavs.

 

Andreas har kørt lastvogn siden 2005 og har arbejdet ved minen det seneste år. I starten sad han ved siden af en anden chauffør for at få et specialkursus. 

– I starten var det virkelig ubehageligt, når lastvognen vippede, men nu har jeg vænnet mig til det. Volvoen er virkelig komfortabel, så jeg kan slappe af. Affjedringen og støddæmperne i førerhuset er fremragende sammenlignet med andre lastvognsmærker, siger han. 

Ved middagstid er det blevet tid til en frokostpause et stykke fra minen. Arbejderne spiser deres medbragte ris i skyggen af et halvtag og tænder deres cigaretter, mens lastvognene venter i parkeringsområdet.

Andreas Wahyudi.

Andreas har kørt lastvogn siden 2005 og har arbejdet ved minen det seneste år.

Der hersker fuldstændig tavshed i heden. De tunge køretøjer har presset leret fast sammen, og nu står de tilsyneladende forladte hen i det kraftige, hvide sollys. Mudderet i hjulsporene og på dækkene er tørret, og der hænger klumper af mudder fra lastvognenes chassiser. Der lugter af diesel og varmt gummi. Senere fortsætter arbejdet hele eftermiddagen.

Men næste dag har sceneriet ændret sig. Det har regnet om natten, bjergene er indhyllet i dis, og luften er tung af fugt. 

– Det bliver glat i dag, siger Andreas. Han har lige spist sin morgenmad bestående af ris og kylling i kantinen, hvor der lugter af chili og olie, og har taget sine læderstøvler på i det svage morgenlys. 

En kølig vind blæser hen over lastvognsparken, og jorden er én stor mudderpøl. Andreas tjekker hurtigt lastvognen. Olie, filter, dæk, bremser – det hele ser fint ud. Han hiver sig selv ind i førerhuset, tager støvlerne af på det øverste trin og skriver et notat. Så tænder han for techno-musikken, læner sig tilbage og venter – og venter. 

Når jeg kører, føler jeg, at jeg spiller en vigtig rolle, og er stolt af mig selv.

Andreas Wahyudi, lastvognschauffør

I det tropiske Borneo falder monsunregnen pludseligt og voldsomt. Den kommer ofte, men er vanskelig at forudsige. Efter regnen skal vejene skrabes, og alt andet arbejde indstilles af sikkerhedsmæssige årsager. 

– Ellers risikerer vi at ende i grøften og rulle rundt eller køre galt. I dag er vejret klart, men vi ved, at regnen kan falde når som helst.

Arbejdet indstilles også i tæt tåge og støv. Så når det er muligt at arbejde, pukler alle løs. En Volvo-lastvogn i minen kører døgnet rundt og holder i helt op til 10 år. 

Da solen står op, og tågen letter, sidder chaufførerne klar i deres hvide Volvo-lastvogne. Motorstøjen er stoppet, og musikken fra førerhusene flyder mellem lastvognene. En af chaufførerne har skruet op for lyden og strækker sig med benene ud gennem den åbne førerhusdør.

Lastvogne starter på natteskiftet.

Andreas kører den samme 18-minutters tur 11 timer om dagen. Når han har fri, overtager en anden chauffør og kører natteskiftet.

 

Den udmattende kørsel ved minen betyder, at træthed er en af de største farer, og der udføres regelmæssige test for at sikre, at ingen af chaufførerne er for trætte. Andreas kører i 11 timer om dagen. Han indrømmer, at det er monotont at køre den samme 18-minutters tur dag ud og dag ind, men følelsen af at sidde bag rattet opvejer det fuldt ud.

– Når jeg kører, føler jeg, at jeg spiller en vigtig rolle, og er stolt af mig selv. Det tilfredsstiller mig, siger han. 

Pludselig får han signal om at gå i gang og starter straks motoren. Solen står allerede højt på himlen over minen. Da arbejdsdagen er slut, bakker Andreas ind på sin parkeringsplads, slukker motoren og springer ud. Månen lyser klart bag lette skyer over de røde jordbunker, bevoksningen og de blå bjerge i det fjerne. 

Mænd i blå skjorter og hjelme går fra kantinen til lastvognene, klar til at starte på natteskiftet. Andreas står i månelyset. I Longkali var han landmand og lastvognschauffør. Han er kommet for at arbejde og tjene penge – og for at gribe chancen for at blive bedre og skabe sig en karriere.  

– Når jeg får råd, vil jeg gerne starte min egen transportvirksomhed med de erfaringer, jeg har fået her. Hvem ved? Han lyser op i et beskedent smil. – Måske køber jeg endda min egen lastvogn en dag.

Lastvognen

Volvo FMX til vanskelige entreprenøropgaver: en 6×4-lastvogn med 17 m3 tippelad med skrå bund (til overjord) og sekscylindret 10,8-liters D11A-rækkemotor med 370 hk

Hvad bruges den til? transport af jord (overjord) ved Susubang-minen

Lignende indhold

Saltudvinding fra en hvid plet på landkortet i Bolivia

Lyset er knivskarpt, og luften er tynd. På verdens største saltsø bliver både mennesker og maskiner sat på prøve. Lastvognschauffør Dario Machaca Colque har arbejdet her i mere end 30 år....

Når naturen kalder – transport af afrikanske bøfler

At arbejde med dyretransporter i den sydafrikanske natur kræver ikke bare fremragende evner bag rattet. Det kræver også mod....

Sådan overlever man en af verdens farligste vejstrækninger

Forsigtighed, dygtighed og erfaring har holdt Juan Manuel Manrique i live i 45 år på en af verdens farligste vejstrækninger. Velkommen til Paso de los Caracoles i Chile....

Filtrer artikler

5 true 5