Her udvikler Volvo Trucks fremtidens trafiksikkerhedsfunktioner

Aktiv sikkerhed er Volvo Trucks' næste skridt i retning af at virkeliggøre visionen om nul ulykker. Se, hvordan vi udvikler intelligente køretøjssystemer på det nye forsøgsområde AstaZero i Sverige.

Crashtest-dukke på AstaZero.

AstaZero – verdens første testanlæg i fuld skala til aktive sikkerhedssystemer. Her testes Volvos lastvogne med crashtest-dukker og andre køretøjer under forhold, der er så tæt på den virkelige trafik som muligt.

Anna Wrige Berling.

Anna Wrige Berling, sikkerhedskoordinator, Volvo Advanced Technology and Research.

Selv om det er midt på dagen, er trafikken i New York forholdsvis fredelig. Kvarteret i bydelen Harlem ligger øde og stille hen – som en spøgelsesby. Gennem et vindue ser sikkerhedskoordinator Anna Wrige Berling fra Volvo Advanced Technology and Research ud på et vejkryds, hvor en 30 tons tung Volvo FH-lastvogn svinger til højre. Pludselig løber en lille dreng ud midt på gaden.

Gaden genlyder af hvinende dæk, men sammenstødet udebliver. Lastvognen standser nogle få centimeter fra den chokerede dreng.

– Det her kunne let ske i bytrafikken, siger Anna Wrige Berling stille, mens hun går ud på gaden og måler afstanden mellem drengen og lastvognen.

Denne gang er der ingen grund til bekymring. Drengen er blot en skumgummidukke, og gaden i Harlem er kun en kulisse. Lastvognen styres af et robotsystem. 

Vi befinder os på AstaZero lidt uden for den sydsvenske by Borås. Det er verdens første testanlæg i fuld skala til at afprøve aktive sikkerhedssystemer. Anlægget blev indviet i august 2014, og her håber Volvo Trucks at kunne styrke sin position som verdensførende inden for aktiv sikkerhedsteknologi og intelligente køretøjer. Og der er virkelig tale om livsvigtig forskning. Ifølge WHO's seneste globale statusrapport om trafiksikkerhed dør omkring 1,2 millioner mennesker hvert år i trafikulykker verden over.

Bymiljøet på AstaZero omfatter alle typer trafikerede veje i en moderne infrastruktur. Rundt om hele området løber en 5,7 km lang landevej. I midten ligger en 700 meter lang accelerationsbane med fire spor, der munder ud i et højhastighedsområde. Med andre ord et hav af asfalt.

Ofte sker ulykkerne, fordi chaufføren er uopmærksom. I dag bidrager den menneskelige faktor til ni ud af ti ulykker, og derfor er der behov for aktiv sikkerhed.

Anna Wrige Berling

sikkerhedskoordinator, Volvo Advanced Technology and Research

Når Volvo Trucks skal udvikle fremtidens sikkerhedssystemer, er det altafgørende at have adgang til naturlige trafikomgivelser som disse. Aktive sikkerhedssystemer er meget komplekse og kræver avancerede tests, før de er helt sikre at bruge.

– Her kan vi se begrænsningerne under fuldstændig sikre forhold. Under udviklingsprocessen skal systemet have lov til at fejle og ramme en ballonbil eller en crashtest-dukke. Vi bruger en robotchauffør, fordi vi gerne vil forbedre testenes nøjagtighed og kunne gentage dem. Det ville ikke være muligt i den virkelige trafik, siger Anna Wrige Berling. 

 

Lastvognstest på AstaZero.

Forsøgsområdet AstaZero er det ideelle sted til at sætte Volvo Trucks' aktive sikkerhedssystemer på en hård prøve. Muligheden for at teste komplekse systemer under sikre forhold er uundværlig.

I modsætning til passive sikkerhedssystemer – teknologi som sikkerhedsseler og airbags, der redder én, når ulykken allerede er indtruffet – skal de aktive sikkerhedssystemer minimere risikoen for, at ulykken overhovedet opstår.

– Ofte sker ulykkerne, fordi chaufføren er uopmærksom. I dag bidrager den menneskelige faktor til ni ud af ti ulykker, og derfor er der behov for aktiv sikkerhed. Vi siger ikke, at det som regel er chaufførernes skyld, men trafiksituationer kan være utrolig uoverskuelige. Vi plejer at kalde det et chaufførhjælpesystem, som kompenserer for den menneskelige faktor, siger Anna Wrige Berling, der tidligere har været leder af Volvos Accident Research Team. 

Simuleret by.

Byområdet er et af fire forskellige miljøer på AstaZero, der kan bruges til at simulere virkelige trafikforhold.

Volvo Trucks har på det seneste brugt megen tid på AstaZero-anlægget i forbindelse med forskningsprojektet »Non-hit car and truck«. Projektet afvikles i samarbejde med Volvo Cars. Testkøretøjerne ser sig for i bymiljøet med kameraer og radarsensorer, så de kan undgå at ramme bløde trafikanter som cyklister og fodgængere, der kan være svære at se for chaufføren.

På trods af, at de nyskabelser der testes på AstaZero, ligner noget fra en science fiction-film, er teknologien særdeles virkelig. »Non-hit car and truck«-testene har indtil videre givet virkelig lovende resultater.

– Vi skal stadig udføre mange tests, før systemet kan introduceres på markedet, men der er allerede mange intelligente sikkerhedssystemer i trafikken. Fra november 2015 bliver det i mange lande lovpligtigt med en række aktive sikkerhedssystemer i nye lastvogne, siger Anna Wrige Berling.

Volvo Trucks har allerede i nogen tid haft standardiserede aktive sikkerhedssystemer, som lever op til lovkravene.

Ingen Volvo-lastvogn bør nogensinde involveres i en trafikulykke. Det er vores endelige mål. Det kan man så smile ad og sige, at det nok aldrig kommer til at ske, men nul er det eneste tal, vi kan acceptere, og derfor arbejder vi på at nå det.

Carl Johan Almqvist

Trafik- og produktsikkerhedschef, Volvo Trucks

Det seneste og mest omtalte system, Volvos kollisionsadvarsel med nødbremse, består også af en kombination af radar og et kamera. Når systemet registrerer, at forankørende køretøjer står stille eller kører langsomt, bliver chaufføren advaret med lyd- og lyssignaler. Hvis chaufføren ikke reagerer, bremser systemet selv – først forsigtigt, så med fuld bremsekraft, indtil lastvognen står helt stille, og sammenstødet er undgået.

Den såkaldte Sporassistent, som advarer chaufføren med en summelyd, hvis han eller hun ved et uheld kommer til at krydse striberne på vejen, er et eksempel på et Volvo-system, som allerede lever op til lovkravene.

Men på trods af disse fremskridt i den teknologiske udvikling er de ikke hele svaret på problemet med trafiksikkerhed. – Vi må erkende, at trafiksikkerhed ikke kun er et spørgsmål om teknologi. Det er også noget, vi skal arbejde med som samfund, siger Carl Johan Almqvist, trafik- og produktsikkerhedschef hos Volvo Trucks.

 

Test af kollisionsadvarsel.

På anlæggets flersporede motorvej testes et system, der kan registrere stillestående køretøjer og undgå dem uden at risikere at støde sammen med andre køretøjer.

Ifølge WHO's rapport har adskillige lande de senere år nedbragt antallet af trafikuheld. Én afgørende faktor har været teknologi, som har gjort køretøjerne mere sikre; en anden har været en national indsats via en vision om nul uheld. Sådan en vision har Volvo Trucks også.

– Lastvognens førerhus er et virkelig sikkert arbejdsmiljø, hvis man ellers bruger selen, men vi vil også inkludere trafikanter uden for førerhuset i vores sikkerhedsvision. Ingen Volvo-lastvogn bør nogensinde involveres i en trafikulykke. Det er vores endelige mål. Det kan man så smile ad og sige, at det nok aldrig kommer til at ske, men nul er det eneste tal, vi kan acceptere, og derfor arbejder vi på at nå det, tilføjer Carl Johan Almqvist.

Lignende indhold

Kørselssimulatoren – en virtuel fremtidslastvogn

Med en af verdens mest avancerede kørselssimulatorer er Volvo Trucks forrest i feltet inden for sikkerhedsforskning....

En streg i luften med forbedret aerodynamik

Brændstoffet udgør en tredjedel af vognmandens udgifter, men med en kombination af bedre aerodynamik og den nye EURO 6 trin C-motor har Volvo Trucks nu gjort det muligt at spare tre procent brændstof ved langturs- og regionaltransport....

Crashtest og simuleringer – kunsten at undgå ulykker

Siden 1969 har Volvos havarikommission Accident Research Team (ART) undersøgt tusindvis af trafikuheld. Teamet arbejder tæt sammen med produktudviklerne hos Volvo Trucks, og dets resultater har dermed stor betydning – både for udviklingen af tekniske ...

Filtrer artikler

5 true 5