Med et 175-tons road train gennem den australske outback

I den australske outback sidder en 52-årig bedstemor bag rattet på et Volvo FH16-road train med tre trækkende aksler og godkendt til 175 tons. Hun har fire anhængere bag sig og en lang, steghed dag på vejen foran sig. Maxine Taylor er datter af en lastvognschauffør og enke efter en, og hun elsker sit arbejde.

Se, hvordan det er at køre et road train på 175 tons gennem den australske outback, i denne udgave af Chaufførens verden.

Maxine Taylor, lastvognschauffør.

Maxine Taylor er bedstemor og lastvognschauffør. Hun følger i sin fars og sin afdøde mands fodspor.

Det røde støv hvirvles op i en sky bag Maxine Taylors lastvogn. Mens hun buldrer ud ad vejen med 90 km/t, flimrer horisonten foran hende i den stegende australske hede. Velkommen til den australske outback.

Udenfor er temperaturen 48 grader celsius, men det kunne være meget værre. I outbacken når den ofte langt over de halvtreds.

– Man skal drikke masser af vand. Ellers dehydrerer man i en fart herude, forklarer hun nøgternt. – Heden påvirker en meget. Uden aircondition ville man ikke overleve.

Den 52-årige bedstemor befinder sig flere hundrede kilometer fra alting. Her er helt øde. Ingen tegn på liv, undtagen når en ko, kamel eller dingo ind imellem krydser vejen, eller når en anden lastvogn kommer den modsatte vej. 

Man skal drikke masser af vand. Ellers dehydrerer man i en fart herude.

Maxine Taylor

lastvognschauffør

Hun skruer helt op for lydanlægget og synger med på en sang af den australske rocklegende Jimmy Barnes. Det får gang i adrenalinet, siger hun. Måske afleder det også hendes tanker fra den mand, der burde sidde ved siden af hende og køre lastvogn gennem den støvede outback.

– Min mand fik mig overtalt til at køre road trains, da han blev syg, siger hun. – På den måde kunne vi arbejde sammen i hans sidste år, og jeg kunne klare mig selv økonomisk.

I tre år arbejdede parret for den samme virksomhed og på det samme skift. De boede sammen i lejren og så hinanden hver aften, indtil Maxines mand døde for to år siden.

– Det er aldrig langt fra mine tanker. Jeg tænker på ham hver dag, og jeg føler, jeg stadig kører for ham, selv om han ikke er blandt os mere.

Maxine kører mellem Woodie Woodie i den afsides liggende Pilbara-region i delstaten Western Australia og kystbyen Port Hedland. Turen ud og hjem er på 800 km, og hun kører den hver dag (med en hviledag efter seks ture) i otte uger. Herefter har hun fri i to uger og tager hjem til Brisbane, 5.000 km væk på Australiens østkyst. På turen ind i landet er de fire enorme anhængere tomme. På vejen tilbage til havnen er de fyldt med manganmalm – en sort metallisk bjergart, som minder lidt om kul og bruges i legeringer til at fremstille rustfrit stål.

 

Skumringskørsel i ørkenen.

Turen ud og hjem tager som regel 12 til 13 timer, men den kan snige sig op på 17, hvis et dæk punkterer, hvis noget bryder sammen, eller hvis vejforholdene ikke er optimale.

Maxine tjekker lastvognen inden turen.

Maxine elsker kammeratskabet og fællesskabsfølelsen blandt områdets lastvognschauffører.

Dagene er lange. Turen ud og hjem tager som regel 12 til 13 timer, men den kan snige sig op på 17, hvis et dæk punkterer, hvis noget bryder sammen, eller hvis vejforholdene ikke er optimale. Når regnen kommer, kan man sidde fast i dagevis og vente på, at vandstanden på vejen falder.

Minen kører med skiftehold. Så snart Maxine er kommet tilbage og har læsset af, springer en anden chauffør ind i førerhuset og tager hele turen igen. Når han kommer tilbage 12-13 timer senere, er det atter Maxines tur til at stige ombord, sætte sit yndlingsalbum med Jimmy Barnes på og gøre det hele igen.

Der arbejder ikke mange kvinder herude. Maxine siger, at hun kun har set én anden kvinde køre road train. Når hun bliver spurgt, hvad hun laver, tror mange mennesker ganske enkelt ikke på, at hun kører road train – især ikke første gang de møder hende. – De siger bare: »Hold da op. Du ser ikke sådan ud«, siger hun.

Men Maxine har altid gerne villet være lastvognschauffør. Hendes far kørte lastvogn ligesom hendes afdøde mand, og selv kan hun bare godt lide at køre. Det føles naturligt. Selv om hun er kvinde i et meget mandsdomineret arbejdsmiljø, ved hun, at mændene respekterer hende. Og hun respekterer dem. 

Drengene er fantastiske. De kalder mig altid over radioen og spørger: »Max, er du OK?« Det gør vi alle sammen. Det er ikke, fordi jeg er en pige. Vi er der for hinanden. Vi er herude i lang tid, så vi er nærmest en familie.

Maxine Taylor

lastvognschauffør

Dingo-silhuetter.

Den afsides liggende Pilbara-region i delstaten Western Australia ligger omkring 5.000 km fra Maxines hjem i Brisbane på østkysten.

– Drengene er fantastiske, siger hun. – Hvis du standser, eller noget bryder sammen, stopper de og spørger, om du har vand og mad nok. Eller også prøver de at hjælpe dig. Vi har det rigtig godt med hinanden, og de kalder mig altid over radioen og spørger: »Max, er du OK?« Det gør vi alle sammen. Det er ikke, fordi jeg er en pige. Vi er der for hinanden. Vi er herude i lang tid, så vi er nærmest en familie.

Maxine og hendes kolleger holder ofte grillaften med lidt at drikke og en masse snak, latter og gode grin til at holde humøret oppe.

– Vi forstår hinanden, alle er virkelig venlige, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Det er man nødt til i sådan et arbejdsmiljø, for vi tilbringer mere tid med hinanden end med vores familier.

Hendes egen familie er fordelt over hele Australien. Hun har et hus i Brisbane, hvor et af hendes tre voksne børn bor, men de to andre børn bor længere sydpå i New South Wales. Hun har to børnebørn, begge piger, og glæder sig over, at et tredje er på vej – en dreng.

– Nogle gange sidder jeg og funderer over tingene, siger hun. – Ens tanker kan godt komme lidt på afveje. Jeg ser ikke min familie ret tit. Det er egentlig OK. Vi har det altid sjovt, når vi mødes. Jeg er nok bare blevet vant til det.

Beslutningen om at beholde huset i Brisbane, og dermed realkreditgælden, er en af de vigtigste årsager til, at hun stadig kører lastvogn, men selv om hun har boet der i 25 år, er det minelejren i Port Hedland hun betragter som sit hjem i øjeblikket.

– Efter otte uger glæder jeg mig da til at komme hjem til Brisbane, men når jeg er hjemme, og der ikke er nogen, ser jeg frem til at komme tilbage. Lejren, vi bor i, er alle tiders.

Herude bliver chaufførerne ikke bare knyttet til hinanden. De bliver også knyttet til deres store Volvo-lastvognstog. For at kunne trække de laster, firmaet kører med, bliver lastvognene serviceret mindst én gang om ugen, og chaufførerne skal påfylde brændstof og gennemgå en række tjek hver dag, inden de kører, så lastvognene kan køre døgnet rundt.

Udsigt over ørkenvejen.

Her er helt øde. Ingen tegn på liv, undtagen når en ko, kamel eller dingo ind imellem krydser vejen. Og dagene er lange.

 

– De er meget komfortable at køre i, alting fungerer godt, og vi passer på dem, som om de var vores egne. Man sidder i den samme lastvogn hele tiden, så man holder den ren og passer på den. Hvis firmaet sætter nogen til at køre den, som ikke passer på den, bliver jeg gal, siger Maxine og tilføjer: – Faktisk havde min far en Volvo. Nu kører jeg så også Volvo, så den betyder meget for mig.

Uanset hvor meget hun holder af lastvognen og livsstilen, tænker Maxine over, hvad hun skal lave, når hun ikke længere kører manganmalm gennem ørkenen.

– Jeg vil nok blive ved i fem år endnu og så måske gå på pension, siger hun. – Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal lave. Jeg vil nok bruge mere tid med familien i New South Wales.

Men lige nu agter hun at nyde hvert minut af sine dage på vejen, skrue op for anlægget og grine sammen med »drengene« over radioen.

– Jeg nyder det, siger hun. – Jeg håber, min mand ville være stolt af det, jeg laver. Det tror jeg, han ville.

Lastvognen

Lastvogn: »Quad«-road train
Model: Volvo FH16
Motor: 700 hk, 3.150 Nm moment, I-Shift
Trækker: 10×6 (tre trækkende aksler, to styrbare)
Anhænger: 4 anhængere – 2 A-anhængere, 2 sættevogne og en B-Double (syv dele i alt)
Vægt: 175 tons (vogntogsvægt)
Nyttelast: Over 113 tons
Længde: 53,5 m
Hjul: 84
Brændstof: kapacitet på op til 1.840 liter (der er nærmest ingen steder at tanke mellem minerne og Port Hedland, og ture på over 800 km er almindelige)
Udstyr:tilpasset varme og ekstreme forhold

  • isomslag til chaufføren i tilfælde af uforudsete hændelser
  • kængurugitter til at beskytte lastvognstoget, hvis det påkører dyr
  • speciel køleanordning til særligt udsatte komponenter som batterier og differentialer

Lignende indhold

Erfaren chauffør sættes på prøve på canadiske bjergveje

Chauffør Rod Stanley har kørt med tunge laster i 18 år. Selv med sin lange erfaring har han sit at se til med Vestcanadas snoede bjergveje og begrænsede køretidspunkter. ...

Sådan overlever man en af verdens farligste vejstrækninger

Forsigtighed, dygtighed og erfaring har holdt Juan Manuel Manrique i live i 45 år på en af verdens farligste vejstrækninger. Velkommen til Paso de los Caracoles i Chile....

Saltudvinding fra en hvid plet på landkortet i Bolivia

Lyset er knivskarpt, og luften er tynd. På verdens største saltsø bliver både mennesker og maskiner sat på prøve. Lastvognschauffør Dario Machaca Colque har arbejdet her i mere end 30 år....

Filtrer artikler

5 true 5