Erfaren chauffør sættes på prøve på canadiske bjergveje

Chauffør Rod Stanley har kørt med tunge laster i 18 år. Selv med sin lange erfaring har han sit at se til med Vestcanadas snoede bjergveje og begrænsede køretidspunkter.

Følg med lastvognschauffør Rod Stanley gennem den afsides, men naturskønne ødemark i det vestlige Canada i denne udgave af Chaufførens verden.

Rod Stanley drikker sin kaffe.

Rod Stanley har arbejdet som lastvognschauffør i mere end 40 år og kørt med tunge laster i de seneste 18.

Det er en overskyet morgen i Stewart, British Columbia. Skyerne ligger tungt over tinderne på de bjerge, der omkranser den nybyggede havn dybt inde i bunden af en fjord nær grænsen til Alaska. Her anløber fragtskibe fra hele verden med tunge laster, der skal transporteres hundredvis af kilometer ind i landet.

På havnen har regnen forvandlet jorden til mudder. Rod Stanley og hans kolleger kæmper for at læsse et 66 tons tungt forarbejdningsanlæg på en anhænger. Det første forsøg mislykkes – lasten bliver for tung på bagakslerne. Efter at have overvejet sagen beslutter de at vende forarbejdningsanlægget om og lade lastvognen, en Volvo VNX med 600 hk og I-Shift-gearkasse, bære en større del af vægten. Denne gang går det bedre. – Nu skal vi bare kontrollere lastfordelingen på akslerne, og hvis den er i orden, er vi klar til at køre, siger Rod.

Men først skal han og hans kolleger vente, til det bliver aften. Vejene mellem Stewart i British Columbia og grænsen til naboprovinsen Alberta er snævre og snoede. Den første del af den 1.500 km lange tur, Rods last skal ud på, går også hen over en række broer, der ikke er bygget til sværtransport. 

Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi punkterede herude i mørket.

Rod Stanley

lastvognschauffør

At køre her kræver både opfindsom ingeniørkunst og en specialtilladelse fra provinsmyndighederne. For ikke at sætte andre trafikanters liv på spil gælder kørselstilladelsen i British Columbia kun om natten og kun på veje, der er spærret for den øvrige trafik. Da Rod og hans kolleger forlader Stewart, er det derfor allerede buldermørkt og temmelig øde udenfor.

Havnen.

På havnen forbereder Rod Stanley og hans kolleger sig på at kontrollere lastfordelingen på akslerne.


– Der er en del ulemper ved at køre om natten. Alting er meget lettere i dagslys, når man kan se, hvad man laver, og ikke prøver at fikse tingene i mørke med en lommelygte. Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvad der ville ske, hvis vi punkterede herude i mørket, siger han.

En anden udfordring ved nattekørsel i denne del af Canada er, at skovene på begge sider af vejen er fulde af bjørne og andre vilde dyr. Selv om Rod har en følgevogn både foran sig og bag sig, skal han være enormt opmærksom og altid være klar til at bremse hårdt op eller undvige en forhindring.

Mammoet-teamet diskuterer tingene.

At køre med så store laster er en holdindsats, der kræver masser af planlægning og omhyggelig koordinering.

– Jeg har kørt heroppe nordpå det meste af mit liv, og jeg er helt vild med det. Men jeg har altid været bekymret for dyrene, for et eller andet kan løbe ud foran én på et splitsekund. Sidste vinter sprang der et ud foran mig, mens jeg kørte alene for at hente en last. Det døde, så jeg er altid påpasselig. Indtil nu har jeg dog været heldig her i Stewart.

Rod har arbejdet som lastvognschauffør i fyrre år. I de sidste atten har han været ansat hos Mammoet, en global kran- og transportvirksomhed med speciale i sværtransport. I årenes løb har han kørt med mange laster, der vejede mere end 500 tons, så vægten af det forarbejdningsanlæg, han kører med nu, synes måske ikke af så meget. Men Rod mener, at vejforholdene i British Columbia gør lastens størrelse, vægt og bredde til en udfordring for alle involverede parter.

– Ikke to opgaver er ens. Det har jeg lært, og det holder mig på tæerne, selv efter alle disse år. Jeg kan også godt lide det teamwork og den logistikplanlægning, det kræver, siger han og tilføjer:

– Jeg fik rigeligt med ensomme ture i lastvognen, de første år jeg kørte. Der kunne gå dage, uden at jeg mødte et kendt ansigt. Jeg kan bedre lide denne type arbejde, for der er mange mennesker i teamet, og vi er alle blevet virkelig gode venner. Jeg er blevet vant til det, og det ville være svært for mig at gå tilbage til at køre alene.

Jeg fik rigeligt med ensomme ture i lastvognen, de første år jeg kørte. Der kunne gå dage, uden at jeg mødte et kendt ansigt.

Rod Stanley

lastvognschauffør

På vej over Nass River.

Broen over Nass River er den smalleste af de 55 broer på turen gennem British Columbia.

Denne tur er noget ganske særligt for Rod og kollegerne. Det er nemlig første gang, han testkører en Volvo-lastvogn. Sikkerhed er en kerneværdi for Mammoet, virksomheden han og hans kolleger arbejder for, lige som for Volvo Trucks. Da han først har vænnet sig til den nye lastvogn, er Rod behageligt overrasket.

– Det er en virkelig god lastvogn. Der er godt med moment og hestekræfter, og den er behagelig, komfortabel og rummelig. Alt, hvad man ønsker sig som chauffør. Især komforten er bedre, end jeg er vant til. Jeg har også lagt mærke til, at alle kontakterne er inden for rækkevidde, så jeg ikke behøver at se væk fra vejen. Når man lige vænner sig til lastvognen, er den meget sikker at køre i, og det er vores hovedprioritet herude, siger han.

De første to nætter kører Rod og hans kolleger mellem klokken 22 og klokken 6 næste morgen. Det tredje skift starter senere, ved midnat, for når lastvognen har krydset grænsen til Alberta, gælder kørselstilladelsen kun om dagen. Rod forklarer, at skiftet mellem at køre om natten og om dagen er en af de største udfordringer ved denne tur. Kroppen bliver forvirret, og det gør det vanskeligt at få sovet nok mellem skiftene, selv om der er masser af hviletid.

For at holde sig vågen på et natteskift ruller han vinduet ned for at få frisk luft, drikker sodavand og vand og hører klassisk rock som Led Zeppelin i radioen. Og så tænker han på sine to børn og sine børnebørn, og på hvad de skal lave sammen, når han kommer hjem igen. Når han har leveret lasten i Redwater, har han en uges ferie, hvor han vil tage direkte hjem til Edmonton og tage familien med på en uges camping.

– Tiden sammen med min familie, når jeg har fri, er mere eller mindre det, jeg lever for. Jeg knuselsker mine børn, og mine børnebørn er lige så tæt på mit hjerte. Jeg glæder mig til at se dem vokse op, når jeg går på pension om nogle år. Det oplevede jeg nemlig ikke så meget af med mine egne børn, fordi jeg var så meget ude at køre. Dengang var der hverken mobiltelefoner eller bare telefoner i det hele taget herude, så når man var på arbejde, snakkede man ikke med familien i en uge. Det er blevet langt lettere at være chauffør med den moderne teknologi.

Når jeg kører her, tænker jeg altid over, hvor heldig jeg er at blive betalt for at køre på denne slags veje. Andre mennesker er nødt til at tage fri fra arbejde for at komme og se det. Det er afgjort et af de største privilegier ved at køre lastvogn.

Rod Stanley

lastvognschauffør

Tæt på grænsen mellem British Columbia og Alberta kører Rod og hans lastvogn gennem hjertet af de canadiske Rocky Mountains. Morgenlyset kvikker ham op, selv om han er træt efter nattekørslen, og han er som altid glad for at køre gennem Jasper National Park. Det er et af de smukkeste steder i hele Canada.

 

Kørsel i det vestlige Canada.

Selv om Rod Stanley har en følgevogn både foran sig og bag sig, skal han være enormt opmærksom og altid være klar til at bremse hårdt op på grund af vilde dyr.

– Det er en fornøjelse at se træerne skifte farve, alt det krystalklare grønne vand og spejlingerne i det, når solen står op mellem skyerne. Udsigten er altid helt fantastisk, ikke mindst med alle de dyr, der lever her ... elge, bjørne, geder og får. Når jeg kører her, tænker jeg altid over, hvor heldig jeg er at blive betalt for at køre på denne slags veje. Andre mennesker er nødt til at tage fri fra arbejde for at komme og se det. Det er afgjort et af de største privilegier ved at køre lastvogn.

Virksomheden

Mammoet, som specialiserer sig i tunge løft og sværtransporter, opererer globalt og har 5.000 medarbejdere. Virksomhedens ydelser fokuserer på petrokemi og minedrift, anlægsprojekter, elproduktion og offshore-projekter.

 

Projektet

I løbet af det syv måneder lange projekt har Mammoet fire transportenheder i fast rotation mellem Stewart og kunden i Redwater. Ekstra lastvogne indsættes efter behov for at støtte havneaktiviteter og tidsplaner.

Lastvognen og anhængeren

Lastvogn: tung last
Model: Volvo VNX 630
Motor: Volvo D16, 600 hk, 2.779 Nm moment
Transmission: Volvo I-Shift
Trækker: 8×6 (Tri-Drive)
Vægt: 119.300 kg (vogntogsvægt)
Nyttelast: 66.000 kg
Længde: 41,7 m (hele vogntoget)
Hjul: 50
Brændstof: kapacitet på op til 1.135 liter
Udstyr: Differentialer på 35.000 kg. Blokvognsramper og hydrauliksæt til flere anhængere. Beskyttelsesgitter bag førerhuset, kæder og sidestolper. Følgevogne ved last i overstørrelse.
Anhænger: 9-akslet Scheuerle »Canadian Highway«
Særligt udstyr på anhænger: justerbart lad (18,55-30,55 m), hydraulisk affjedring, kongebolt eller fjernstyrbare aksler
Følgevogne: 7 eskortekøretøjer til natkørsel

Området

Transportruten mellem Stewart og Redwater er omtrent 1.500 km lang og forbinder de to vestcanadiske provinser British Columbia og Alberta. På vej mod prærien i Alberta går ruten forbi dybe skove, vandfald, sneklædte bjerge og smeltevandssøer.

Lignende indhold

Med et 175-tons road train gennem den australske outback

I den australske outback sidder en 52-årig bedstemor bag rattet på et Volvo FH16-road train med tre trækkende aksler og godkendt til 175 tons. Hun har fire anhængere bag sig og en lang, steghed dag på vejen foran sig. Maxine Taylor er datter af en ...

Sådan overlever man en af verdens farligste vejstrækninger

Forsigtighed, dygtighed og erfaring har holdt Juan Manuel Manrique i live i 45 år på en af verdens farligste vejstrækninger. Velkommen til Paso de los Caracoles i Chile....

Saltudvinding fra en hvid plet på landkortet i Bolivia

Lyset er knivskarpt, og luften er tynd. På verdens største saltsø bliver både mennesker og maskiner sat på prøve. Lastvognschauffør Dario Machaca Colque har arbejdet her i mere end 30 år....

Filtrer artikler

5 true 5