Til kamp mod chaufførmangel

Manglen på chauffører er noget, der bekymrer transportbranchen i øjeblikket. I Australien, hvor problemet er særligt akut, besluttede den administrerende direktør for Volvo Group Australia, Peter Voorhoeve, og hans kolleger at se problemet direkte i øjnene og tage tyren ved hornene.

Peter Voorhoeve.

Vi ønsker at nå ud til chaufførerne og motivere dem til at arbejde i vores branche, siger Peter Voorhoeve.

Hvornår begyndte Volvo Group Australia at identificere manglen på chauffører som et problem?
– Det har været et truende problem i en række år. For to år siden holdt jeg en tale ved en banket afholdt af Victorian Transport Association, der handlede om at tage bedre hånd om chaufførerne, og om i hvor høj grad den nye FH var designet med chaufføren i tankerne, og det udløste en spontan klapsalve fra tilhørerne. De var glædeligt overraskede over at høre et udsagn som det fra en lastvognsproducent, for de ville gerne have hjælp til at tiltrække nye chauffører. Det var her, vi indså, hvor alvorligt problemet var.

Hvordan reagerede I på det?
– I første omfang lavede vi en række interviews med vores kunder. Den feedback, vi fik, var, at arbejdsstyrken af professionelle lastvognschauffører var ved at blive ældre, der kom ikke mange nye unge ind i branchen, og der var meget ringe diversitet. Derefter udførte vi en mere omfattende undersøgelse, der omfattede næsten 600 virksomheder og 35.000 lastvognschauffører. Vi betragter i meget høj grad vores kunder som forretningspartnere, så alt, hvad vi kan gøre for at hjælpe med at løse problemet, er i sidste ende en hjælp for dem. Men som førende på det australske marked for tunge lastvogne ønskede vi at give noget tilbage til branchen og til samfundet generelt.

Hvad tror du, det er, der gør, at unge mennesker ikke er interesserede i en karriere inden for lastvognskørsel?
– Det bliver ikke betragtet som et særlig »cool« job. Der er stadig i almindelighed en ikke særlig positiv opfattelse af lastvognschauffører og transportbranchen generelt. Et andet problem har været manglen på en struktureret uddannelse eller en national anerkendt eksamen. Virkeligheden i dag er, at chaufførerne skal være meget professionelle. De fungerer som ambassadører for deres virksomheder, og vi vil promovere dette via bedre kommunikation. Medierne inden for lastvognsbranchen her i Australien har gjort meget for at kommunikere vores budskab videre, men som en førende producent ønsker vi at udnytte vores position til at bringe budskabet ud til en større målgruppe.

Hvilke specifikke initiativer har fundet sted?
– I 2017 opretter Volvo Group Australia et chaufførakademi, der vil tilbyde den nødvendige uddannelse og erfaring, der kan forvandle chauffører med kørekort til tunge køretøjer til professionelle lastvognschauffører. Vi ønsker at nå ud til chaufførerne og motivere dem til at arbejde i vores branche. Det skal være et brancheanerkendt certifikat, som chaufførerne kan bruge til at søge ansættelse. Ved hjælp af vores omfattende forhandlernetværk vil vi nå ud til alle vigtige lokaliteter rundt om i hele Australien.

Manglen på kvindelige chauffører har også været et stadigt problem. Hvordan opfordrer I til at få flere kvinder bag rattet?
– Vi er særligt stolte af et samarbejde med Pilbara Heavy Haulage Girls. Det er en køreskole, som baner vej for, at kvinder kan komme ind i branchen. Vi sponsorerer to lastvogne og har et løbende samarbejde med dem. Der er mange kvinder, der gerne vil være lastvognschauffører, og som har kørekort til lastvogn, men som ikke har nogen erfaring. Dette initiativ gør en virkelig positiv forskel.

Manglen på chauffører i Australien i tal

  • 75 procent af indenlandsk fragt af ikke-bulklast transporteres ad vej. Fragt ad vej forventes at blive fordoblet inden 2030.
  • 46 procent af transportvirksomhederne oplever allerede en mangel på professionelle lastvognschauffører.
  • 88 procent mener, at der er en negativ opfattelse af lastvognschauffører i Australien.
  • Gennemsnitsalderen for lastvognschauffører i Australien: 47 år.
  • Kun 15 procent af chaufførerne er under 30 år.
  • I de virksomheder, som Volvo Group Australia undersøgte, var kun 3 procent af chaufførerne kvinder.

Tallene stammer fra Volvo Group Australias rapport om manglen på erhvervschauffører fra maj 2016.

Lignende indhold

Med et 175-tons road train gennem den australske outback

I den australske outback sidder en 52-årig bedstemor bag rattet på et Volvo FH16-road train med tre trækkende aksler og godkendt til 175 tons. Hun har fire anhængere bag sig og en lang, steghed dag på vejen foran sig. Maxine Taylor er datter af en ...

Succes med blandet kørsel

Den australske flådeejer Craig Fox mener, at hans succes i transportbranchen skyldes to ting: at han kører med laster, der giver penge, og at han kører med mange forskellige slags gods....

De bedst mulige kvalifikationer

Topkvalificerede chauffører er vigtige. Og for den svenske transportvirksomhed Jardlers Åkeri er de altafgørende....

Filtrer artikler

5 true 5