Volvo-lastbiler kommer med laksen

Transportvirksomheden Faroe Ship bringer fødevarer, tekstiler, byggematerialer og andre fornødenheder til Færøerne. Godset kommer med skib, og lastbiler bringer godset videre ud på øerne. Lastbilerne transporterer også Færøernes største eksportvare til afskibning – fisk.
astbiler-2

Indbydende lyserød ligger den på tallerkenen foran os: laksen fra det kølige Atlanterhav, der omgærder Færøerne. Den er fra et af de mange laksehavbrug, som Færøerne har etableret i de færøske fjorde, og som har udviklet sig til en milliardforretning for de smukke og stormombruste øer i Nordatlanten. I 2012 blev der opdrættet ca. 75.000 tons laks fra disse havbrug, og indtægterne fra lakseopdræt udgør en væsentlig indtægtskilde for den færøske økonomi. Havbrugene er nemme at få øje på fra de højtliggende fjeldveje. Store cirkelformede områder i fjordene markerer, hvor laksene går i aflukkede brug og alligevel har direkte kontakt til Atlanterhavet via stormaskede net. Havbrugene er mobile og flyttes efter en tid for ikke at skabe for stor miljøbelastning på bestemte områder af havbunden. 

Havvandet er ideelt til havbrug, idet vandtemperaturen er forholdsvis stabil hele året - mellem 6 og 12 grader. Golfstrømmen passerer forbi, og giver Færøerne relativt milde vintre. Trods stabile havtemperaturer er sommeren på  Færøerne flygtig og våd. Temperaturen overstiger sjældent 20 grader, og vejret kan skifte på et splitsekund. Inden den velsmagende fisk havnede på middagsbordet, vi er samlet omkring, har den været ude at køre Volvo-lastbil for at nå til mødet med filetkniven. Og inden da har Volvo-lastbiler også klaret den daglige transport af laksefoder til de små udsatte laks i havbrugene, så de kan vokse sig store og opfylde deres skæbne: at havne på et veldækket middagsbord som det, vi er bænket ved her på restaurant Toscana midt i Thorshavn – Færøernes største by med ca. 20.000 indbyggere.

Volvo har flere aktier i den velanrettede laks på middagstallerkenen. Volvo er også vært ved denne middag. Direktør Rógvi Róin fra PL-stórbilar – Volvo-forhandleren på Færøerne – har inviteret Midter/Striben til højbords, og med er også indkøbs- og transportchef Jónhard Johannesen fra Færøernes største transportvirksomhed – Faroe Ship. Han kan fortælle, at den færøske laks eksporteres til mange lande, også til USA ad snørklede veje. Faroe Ship kører laksen i køleeller frysecontainer til et af selskabets 4 containerskibe, som regelmæssigt afgår fra Thorshavn. Laksen ankommer efter en tid til Aberdeen i Skotland, hvorefter den køres til Heathrowlufthavnen i London, hvorfra den flyves til USA. Amerikanerne ved, hvad der er godt. 

Faroe Ships 4 skibe sejler i linjefart rundt til Island, Skotland, England, Polen, Sverige, Norge og Danmark for at afhente importvarer og afsætte eksporten af fisk. 

Jónhard Johannesen (40) er uddannet bilmekaniker og efterfølgende maskinmester. Den tekniske baggrund i kombination med den praktiske erfaring fra værkstedsgulvet og verdenshavene er en god baggrund til jobbet, og transportchefen kan selvfølgelig også manøvrere rundt med de store lastvognstog, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Alle lastbilmærker er repræsenteret på Færøerne, men man skal ikke køre længe rundt på øerne, før man kan se, at Volvo-lastbiler er pænt repræsenteret på de velholdte landeveje og i de imponerende tunneler, der forbinder øerne. Bestanden af lastbiler på Færøerne er ca. 700, og gennemsnitsalderen på en færøsk lastbil er mere end 10 år. 

– Vi skal blive bedre til at fortælle de færøske transportører om fordelene ved at skifte lastbil noget oftere. En moderne Volvo-lastbil er mere driftsøkonomisk og langt mere komfortabel at køre i end en ældre lastbil. Og også mere trafiksikker og miljøvenlig, fortæller Rógvi Róin, der sammen med sin bror Atli Larsen og værkfører Torleif Nón overtog forhandlingen af Volvo-lastbiler og -busser på Færøerne i 2011. 

Faroe Ships 30 lastbiler, der i øvrigt udskiftes hvert 7. år, opleves som mange flere, fordi de kører i travl pendulfart med containere mellem havnen i Thorshavn og byerne på Færøerne. Lastbilerne hos Faroe Ship kører ca. 120.000 km om året, og når den længste strækning er på ca. 100 km, kan man hurtigt regne ud, at bilerne har meget frem og tilbage-kørsel. Og da alle bilerne betjenes af kun én chauffør, lever han meget af sit arbejdsliv bag rattet i lastbilen. Det er attraktivt at være lastbilchauffør, og Faroe Ship har næsten ingen udskiftning af chauffører. 

– Vi lytter til chaufførerne, når vi skal købe nye lastbiler. Og hvis det er økonomisk muligt, tager vi hensyn til ønskerne. Volvo er en populær lastbil, og derfor har vi mange af dem, fortæller Jónhard Johannesen. 

Efter en god middag kan det lille selskab gå hvert til sit – dog ikke uden at have snakket om det, som optager Færøerne meget for tiden: EU’s fiskeboykot af øens sild og makreller. EU’s fiskekvoter opleves som urimeligt små, men egne fastsatte og forhøjede kvoter giver problemer. Færingerne trøster sig med, at der er markeder uden for EU, og at laksen fra de færøske havbrug udgør en stadigt stigende eksportvare.

Færøerne:
Areal: 1.399 km2.
Befolkningstal: ca.50.000.
Største by: Thorshavn.
Indbyggere i Thorshavn: ca. 20.000.
Beliggenhed: Nordlige Atlanterhav mellem Danmark og Island.
Hovederhverv: Fiskeri.
Består af: 18 øer, hvoraf de 16 er beboede. En del af det danske rigsfællesskab.

Faroe Ship:
Stiftet: 1919.
Fusioneret: med Eimskip i 2004.
Ejere: Eimskipafélag islands.
Medarbejdere: ca. 100.
Lastbiler: ca. 30 – halvdelen Volvo-lastbiler.
Containerskibe: 4.

PL-stórbilar:
Stiftet: Maj 2011.
Ejere: Petur Larsen Pf. stiftet 1971 og værkfører Torleif Nón (25%).
Medarbejdere: 4.
Serviceanlæg: Hvalvik ca. 40 km fra Thorshavn

Filtrer artikler

5 true 5