En opgave der kræver kanoner

Antallet af betonkanoner i København er steget. Det er der en naturlig forklaring på. Mange af kanonerne er opbygget på Volvo-lastbiler. Det er der også en naturlig forklaring på.
kanoner-1-main
kanoner-2

Unicon har fået opgaven med at levere flydende beton til Metroselskabet og den ny metrolinje - Cityringen - der skal binde det indre København bedre sammen. Arbejdet skal være afsluttet i 2018, hvor Cityringens 15,5 km underjordiske tunnelbane i op til 35 meters dybde skal stå klar. Cityringens 17 stationer og 4 skakte er Unicons ansvar, mens beton til rørforbindelserne mellem stationerne er lagt i hænderne på et italiensk selskab. Der går cirka 20.000 m3 beton til hver af Cityringens stationer, og når en betonbil i gennemsnit kører med 8 m3, kan det løseligt regnes ud, at hver station skal besøges af 2.500 lastbiler. Og da der er 17 stationer, vil hele Cityringen inklusive skaktene kræve besøg af cirka 50.000 betonkanoner i anlægsfasen. 

kanoner-3

Effektiv transportlogistik er en nødvendighed for Unicon. Fra det øjeblik en betonbil tager af sted fra et af de tre fabriksanlæg i Storkøbenhavn, som leverer den flydende beton til Cityringen, tæller uret ned. Et par timer har chaufføren til at komme af med den flydende last, før det går galt. Og galt kan det gå, hvis lastbilen sidder fast i trafikken eller er kommet ud for et uheld. Størknet beton i en betonkanon er en bekostelig affære. Knap 100.000 kroner koster en ny kanon, og dertil skal lægges besværet med at få den størknede beton ud af kanonen, før begge dele kan afleveres ansvarligt til affaldshåndtering. Vind og vejr og ikke mindst trafikken i København giver Unicon daglige udfordringer. Der er ikke plads til, at materiellet gør knuder, og derfor udvælger Unicon omhyggeligt sine leverandører. Senest har Unicon investeret i 34 nye Volvo-lastbiler fordelt mellem 13 stk. Volvo FM 6x4-trækkere og 21 stk. Volvo FM 410 8x4-forvogne. Det er vigtigt for Unicon, at lastbilerne er driftdsikre, og at de er manøvredygtige på byggepladserne. Trækkerne, der kører til Cityringen, har 2 trækkende aksler og en hydraulisk styret aksel på traileren, hvilket giver god manøvredygtighed for vogntoget. 

kanoner-4

Og selv om en moderne lastbil er spækket med avanceret elektronik, skal den også kunne tåle vind og vejr og ikke mindst at blive rengjort med højtryksspuler dagligt. Det er, hvad Unicon har valgt at gøre, og det må ikke kunne forstyrre ledningsnettet og give elektroniske fejl på lastbilerne. De har ikke tid til at holde stille.

- Volvo har været gode til at følge op, hvis der opstod et eller andet teknisk problem vedrørende bilerne. Det er vigtigt for os, for driftsikkerheden er vores livsnerve. Ved vores valg af Volvo har det også haft betydning, at Volvos værksteder har en god beliggenhed i forhold til vores fabrikker, fortæller teknisk chef Jan Erik Toft. Med de nye Volvo-lastbiler behøver Unicon ikke hjælpemotor på traileren til at trække hydraulikken - alt klares nu fra lastvognens motor. Det giver en mere støjsvag håndtering af betonen. Det giver tillige mindre brændstofforbrug og vedligeholdelse samt en mulighed for at have mere flydende beton med på lastbilen.

Unicon har etableret et vognudvalg, hvor virksomhedens chauffører også er repræsenteret. De er med til at stille krav til leverandørerne. Volvo er et populært valg blandt chaufførerne på grund af god chaufførkomfort og lav indstigningshøjde. Og ikke mindst fordi Volvos automatiske gearkasse I-Shift letter arbejdet for chaufføren i det daglige. Han kan bedre koncentrere sig om at manøvrere lastbilen sikkert gennem den tætte bytrafik.

- Driftsikre automatgearkasser har været et stort ønske fra chaufførerne, så de undgår hele tiden at skifte gear i den tætte bytrafik. Det har vi fået med Volvos I-Shift. Gearkassen fungerer, og chaufførerne er glade for den. Start og stop med en betonbil med fuld last er en stor belastning for en gearkasse og en kobling, fortæller fabrikschef Jacob Christensen fra Avedøre. 

Lastbilen er et vigtigt arbejdsredskab for Unicon. Både når det vedrører transport af råvarer som sand, cement, sten m.m. ind til virksomhedens fabrikker, og når lastbilerne forlader fabrikkerne med roterende kanoner, efter at råvareingredienserne er blandet i det rette forhold sammen med vand. Den daglige mængde af råvarer, der kommer ind til fabrikkerne, svarer til mængden af den mængde af flydende beton, der efter bearbejdning køres bort fra fabrikkerne. - Vi er ikke lagerførende med råvarer i større omfang, fordi det er pladskrævende og dyrt. Unicon producerer cirka 100 forskellige cementtyper og hver blanding er specifikt planlagttil et bestemt køretøj. Er lastbilen ikke klar til at læsse »sit«  læs, så det ligger i blanderne i henhold til logistikplanen, spærrer det for næste lastbil og den blanding, som den skal modtage, fortæller projektchef Mogens Bygballe Aktivitetsniveauet i anlægsbranchen berøres hurtigt, når der er lavkonjunktur i samfundet, og Unicon registrerede dette tidligt i finanskrisen i 2008. Byggeriet gik i stå, og mange betonbiler holdt stille. I dag er det private boligbyggeri stadig påvirket, ligesom erhvervsbyggeriet uden for de større byer lider under de mange ledige m2 på markedet. Til gengæld er der meget at køre med i Storkøbenhavn, hvor især de offentlige anlægsarbejder er med til at holde Unicons mange betonbiler beskæftiget. Ud over Cityringen har Unicon været involveret i Nordhavnsprojektet, Danmarks nye akvarium Den Blå Planet, byggeri i Zoologisk have m.fl. Og derudover er der også godt gang i anlægsarbejdet inden for vej- og jernbanedrift. Det virker med en offentlig investeringspolitik i mindre gode tider.

 

kanoner-5

CITYRINGEN:

Bygherre: Metroselskabet
Metroselskabet er et interessentselskab der ejes af: Københavns Kommune (50 %), Transportministeriet (41,7 %) og Frederiksberg Kommune (8,3 %) 
Cityringen længde: 15,5 km
Antal stationer: 17
Anlægsomkostninger: 21,3 mia. kr.
Læs mere: www.metroselskabet.dk

UNICON:

Unicons historie kan føres tilbage til 1926. I 1988 blev FLS -koncernens 8 betonselskaber samlet under navnet Unicon og fik en fælles identitet, de velkendte blå og hvide striber. Det er nu 25 år siden. I 2004 blev Unicon overtaget af det italienske selskab Cementir Holding, og året efter blev 4K beton en del af Unicon A/S. 
Produkter: Mere end 100 betontyper, produktudvikling af beton, rådgivning, beregninger og logistikstyring med bygherre.
Læs mere: www.unicon.dk

Filtrer artikler

5 true 5