Skarpt blik på brændstoføkonomien

Konkurrencen i detailhandlen er hård. Transportlogistikken skal være effektiv og udføres med et skarpt blik på omkostningerne. Valg af lastbil er også i fokus. SuperGros har valgt Volvo.
main
okonomi-2

Der sendes dagligt 60 fyldte lastbiler af sted fra SuperGros’ terminaler i Herning, Vejle og Ringsted. De har frost-, fersk- og kolonialvarer ombord. 40 af dem er egne lastbiler og resten er indlejede eksterne vognmænd. Lastbilerne har kurs mod butikskæderne Super- Best, SPAR -kæderne EUROSPAR , SPAR og Min Købmand og Kiwi – butikker fordelt ud over hele landet, der forventer, at godset ankommer til den aftalte tid. Herudover har SuperGros et godt samarbejde med Arla, hvis lastbiler medtager varer fra SuperGros til de mindre SPAR købmænd. 

Kørselschef hos SuperGros Brian Jakobsen kan ikke vinke farvel til alle lastbilerne, for han kan kun være et sted ad gangen. Han turnerer rundt mellem terminalerne efter behov, men typisk 2 dage i Herning, 2 dage i Vejle og 1 dag i Ringsted. Han har god hjælp af et par håndfulde dygtige kørselsplanlæggere, hvoraf de fleste er lokaliseret i Vejle, som er Supergros’ døgnåbne ferskvare og frostterminal. De øvrige terminaler håndterer udelukkende tørgods. 

Kørselschefens mobilitet er for intet at regne målt i forhold til den mobilitet, som SuperGros helst ser godset udsat for. Det skal hele tiden være i bevægelse. Enten på vej ind til terminalerne fra producenten, eller på laddet af lastbilerne på vej ud til butikkerne, eller på vej ned i kundernes indkøbsvogne. Butikkerne skal ikke være lagerførende ud over det sortiment, kunderne kan se i butikken. En vare som står stille skaber ingen værdi. I fagsproget kaldes det kapitalbinding, og det ønsker Supergros mindst muligt af. 

Alt er i spil for at finde omkostningsbesparelser hos SuperGros. Også lastbilernes brændstoføkonomi. Sidste år fik SuperGros fem nye Volvo FH 460 med Volvos flådestyringssystem Dynafleet med brændstofrådgivningen Fuel Advice. Det blev et positivt bekendtskab. Fuel Advice kan kortlægge den enkelte lastbils brændstoføkonomi og anvise en vej til forbedringer. Systemet viser visuelt og præcist hvor skoen trykker. Også hvis chaufføren trykker lidt for hårdt på speederpedalen med mange op og nedbremsninger til følge, ligesom det kan vise kørsel i tomgang, antal gearskift, brugen af fartpilot m.m. Ud fra de forskellige parametre tildeles chaufføren en score, der afspejler hans evne til at køre brændstoføkonomisk.  

– Dynafleet og Fuel Advice er ideelt til os. Det viser nøjagtigt, hvor vi skal sætte ind. Og det er pædagogisk og i øjenhøjde med chaufførerne, som kan følge med og se egne resultater med det samme. Chaufførerne bliver engagerede, når de oplever, at ændret adfærd kan give gode resultater på brændstoføkonomien. De sammenligner resultater og samarbejder om at nå de brændstoføkonomiske mål, hver terminal har opstillet,fortæller Brian Jakobsen. 

Engagementet blandt chaufførerne bliver til kørselsekspertise. Således røg 7 af Supergros’ chauffører ind på top 10 i Skifter Lastbils brændstofkonkurrence i Fuel Advice i december. Det har ikke skadet chaufførernes engagement, at Brian Jakobsen i perioder udlodder 2 flasker rødvin til hver chauffør fra den terminal, som opnår det bedste resultat. Brian Jakobsen skønner, at der er opnået en brændstofbesparelse på ca. 7 procent. Og festen er kun lige begyndt. SuperGros planlægger at installere Dynafleet i alle lastbilerne – også de få som ikke bærer navnet Volvo på fronten. 

Brændstoføkonomisk kørsel har flere fordele end at spare dieselolie. Den forudseende chauffør, der læser trafikken er mindre stresset, har mindre slid på dæk, gear, motor og færre skader. Der er både fordele for driftsøkonomien og arbejdsmiljøet ved at køre brændstoføkonomisk. Og selvfølgelig også fordele for miljøet.

Supergros A/S:

Medarbejdere: ca. 920.
Ejerskab: En del af Dagrofa koncernen.
Terminaler: Herning, Vejle og Ringsted.
Antal egne køretøjer: 40 lastbiler.
Butikskæder, der betjenes: SuperBest, Sparkæderne – EUROSPAR, SPAR, Min Købmand, Kiwi og hertil en række frie købmænd.

Filtrer artikler

5 true 5