To ben er bedre end et

BMS har lagt finanskrisen bag sig og ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Virksomheden investerer mange ressourcer i materiel og løftegrej og breder forretningsområdet ud.
et-1

Ved indgangen til BMS i Holstebro møder gæsterne en mandshøj stenskulptur af den fynske kunstner Keld Moseholm. En stenskulptur hvor tre kraftfulde personer bakser med en løftestang for at løfte en stor og tung sten. Symbolikken er ikke til at tage fejl af. I fællesskab og med det rette værktøj klarer vi opgaven. 

Filosofien er som skræddersyet til BMS. Virksomheden er ubestridt Danmarks største aktør inden for løfteopgaver og viger ikke tilbage for selv de største udfordringer. Det kan dreje sig om godstyper på flere hundrede tons - ja endda flere tusinde tons! Ofte består opgaven i at bakse og manøvrere rundt med godset på industrianlæg eller havneanlæg, men tunge godstyper med vanskelige dimensioner transporteres også mange kilometer ad offentlig vej. Det kræver planlægning og et stort forarbejde. Og selv korte distancer kan tage mange timer. Alle forhindringer på ruten skal elimineres - el-ledninger tages ned, trafikskilte fjernes, træer skæres til og rundkørsler jævnes ud med knust beton for at få godset sikkert frem. 

BMS udfører også mindre komplicerede opgaver som transport af pengeskabe, skurvogne, mindre både m.m. Opgaver som ringes ind og forventes løst hurtigt som på en taxacentral. BMS har kapaciteten til at honorere efterspørgslen, men benytter også eksterne samarbejdspartnere til denne taxakørsel. Virksomhedens filosofi er både at være internationale, landsdækkende og lokale i opgaveløsningen. Organisationen består af 9 selvstyrende afdelinger, og netop den lokale forankring opfatter BMS som en styrke. Kunden vil møde en person, som kender de lokale forhold, hvilket giver de bedste forudsætninger for, at opgaven kan løses tilfredsstillende. 

BMS er de senere år blevet mere international, og i dag skabes ca. 1/3 af virksomhedens omsætning på eksportmarkedet - hovedsageligt Skandinavien og Nordeuropa, hvor opsætning af vindmøller og løfteopgaver på industrianlæg og kraftvarmeværker fylder godt i ordrebøgerne. BMS ønsker at stå på flere ben - både at løse opgaver på eksportmarkedet og tillige for byggeriet og industrien på det danske marked. Er der lavkonjunktur i den ene branche, har man de øvrige ben at falde tilbage på. 

BMS beskæftiger dagligt ca. 90 lastbiler, hvoraf de fleste er kranbiler. Andre fungerer som blokvogne for specialtransporter, mens andre igen kører almindelig vognmandskørsel. Hovedparten af alle lastbilerne hos BMS er fra Volvo. Det er der en særlig årsag til. 

– Volvo har et stærkt og velegnet chassis at bygge kraner på. Vi kan manøvrere hele vejen rundt om lastbilen med godset, og vi har gode erfaringer med Volvos driftsikkerhed. Vi transporterer meget tunge godstyper, og det skal lastbilerne kunne holde til. Det kan være meget dyre transporter, vi udfører, og det koster mange penge at holde stille, fortæller direktør Fin Vandborg fra BMS.

Han er en erfaren mand i kranbranchen, hvor han har været beskæftiget siden 1983. Han har en fortid i virksomheden Krangården, som blev købt af BMS i 2001. Krangården i Holstebro var meget lokalt forankret i Nord- og Midtjylland og havde de store danske vindmølleproducenter Nec Micon, Bonus og Vestas i baghaven. Virksomheden voksede op med den danske vindmølleindustri og rejste også med ud på eksportmarkederne, mens BMS især havde sin styrke i samarbejdet med byggeindustrien. ”Det var et perfekt match, da virksomhederne gik sammen”, fortæller Fin Vandborg 

Lastbilkranerne har en løftekapacitet fra 20 tons/meter og helt op til 225 tons/meter. De klarer mange forskellige løfteopgaver og fungerer tillige som følgebiler for BMS’ 150 mobilkraner, der sættes ind ved større opgaver. Er opgaven ekstra stor og krævende forener mobilkranerne deres kræfter. Således da man for nylig skulle løfte en 550 tons tung offshore sektion. Det krævede fire mobilkraner at klare opgaven. Når mobilkranerne må give fortabt, overtager hjul og specialbyggede donkrafte i alle størrelser opgaven. Løftegrej som ofte bygges til den enkelte opgave. I Malmø i Sverige løftede BMS f.eks. en brosektion på 3.000 tons, og i Danmark har virksomheden også løftet godstyper på flere tusinde tons. 

Effektivitet og styring er vigtig ved alle større løfteopgaver, og BMS har teknisk personale og ingeniører, som regner alle større løft minutiøst ud, inden opgaven påbegyndes. 

– Går det galt i vores branche, går det for alvor galt. Derfor gennemgår vi alle opgaver forfra og bagfra, og alle retningslinjer og procedurer følges nøje. Det handler om sikkerhed,  sikkerhed og sikkerhed, understreger Fin Vandborg. 

For BMS udelukker god sikkerhed ikke god brændstoføkonomi. BMS’ chauffører har været på kursus i brændstoføkonomisk kørsel og har installeret Volvos flådestyringssystem Dynafleet i alle virksomhedens lastbiler. Dynafleet overvåger chaufførens kørestil og anviser måder at reducere den enkelte chaufførs brændstofforbrug. Systemets pædagogiske muligheder vil BMS udnytte. Målet er at spare ca. 1 million kroner på brændstofbudgettet i 2014 ved at justere chaufførernes køreteknik og ændre kørestil, slutter Fin Vandborg.

 

et-2

Filtrer artikler

5 true 5