Stortrives bag rattet

Arbejdsmiljø og trafiksikkerhed er højt prioriteret hos transportvirksomheden Sv. E. Brogaard A/S i Holstebro. Virksomheden har Volvo ACC i alle virksomhedens 27 lastbiler.
stortrives-1
stortrives-3

ACC er en forkortelse af Adaptive Cruise Control, som er et intelligent fartpilotsystem, der sikrer mod kollision med forankørende. Chaufføren bestemmer afstanden til forankørende, og så fastholder systemet afstanden, uanset om forankørende sætter farten op eller ned. Ved katastrofeopbremsninger vil systemet tillige reagere med lyd- og lyssignal. Sv. E. Brogaard var blandt de første transportvirksomheder, der valgte at investere i Volvos ACC. Det var tilbage i 2007, og siden er det kommet i alle lastbilerne. I Svend Eriks ungdom kørte han turistbus i Europa. Her var han vidne til nogle tragiske trafikulykker, og senere var en af hans lastbiler og en chauffør uskyldigt involveret i en dødsulykke. Det er Svend Erik Brogaards værste mareridt at blive involveret i et trafikuheld, hvor en af hans chauffører på grund af uopmærksomhed forårsager andres ulykke. 

”Vi er trygge ved Volvos ACC, fordi vi har set, hvor effektivt det er. Det reagerer hurtigt, og i vejr med dårlig sigtbarhed er systemets afstandsradar hurtigere til at reagere end selv den bedste chauffør. Vi vælger Volvo af sikkerhedsmæssige grunde, og vi har en forventning om, at Volvo også på sigt vil være førende på området, fortæller Svend Erik Brogaard.

For ham er ACC dog mere end sikkerhed. Det er også bedre arbejdsmiljø. 

”ACC er afstressende, når du kører i kø på motorvejen. Du skal ikke hele tiden sidde og regulere afstanden til forankørende. Og den, der kører foran, får ikke pludselig en lastbil helt op i bagruden. Nu bliver ACC lovkrav i EU per 1. november i tunge køretøjer. Det hilser vi velkomment”, fremhæver Svend Erik Brogaard.

Velkomment hilser han det også, at han igen kører lastbil. Tidligere sad han meget bag et skrivebord, og det kunne blive til mange telefontimer. I dag er han aflastet af sønnen Nicolaj, der er steget ud af førerhuset for at styre kørslen og lastbilerne hjemme på kontoret. Svend Erik Brogaard stortrives bag rattet, hvilket også giver ham en god føling med chaufførernes udfordringer. Fritagelsen fra kontorarbejdet reducerer ikke Svend Erik Brogaards arbejdsdag. Han er stadig disponibel 24/7 hele året. Mobiltelefonen ligger på natbordet, hvis kunder eller chauffører ønsker at komme i kontakt med ham. 

Sv. E. Brogaard kører øl for Carlsberg i det meste af Danmark, og der er travlt op til højtiderne, jul, påske og pinse, så skal detailhandlen være velekviperet. Også de mange festivals og arrangementer i sommerlandet kræver øl i sommervarmen, det klarer Sv. E. Brogaard også. Endvidere kører virksomheden entreprenørkørsel, eksportkørsel, lokal kørsel, snerydning m.m. 

Sv. E. Brogaard er en familievirksomhed. På kontoret deler sønnen Nicolaj plads med sin mor Anette, der styrer bogholderiet i virksomheden. Hun er til mere end tal. Hun springer gerne op i en lastbil og snupper en kørselsopgave, hvis det er nødvendigt. Også den ældste datter Louise har stort kørekort. Hun er i perioder også at finde bag rattet i en af virksomhedens lastbiler. Lillesøster Winnie har luret det. Hun har ikke fået stort kørekort. Med et kørekort risikerer man jo bare at blive dirigeret rundt med gods.

stortrives-2

SV. E. BROGAARD

Etableret: 1924.
Antal medarbejdere: 30.
Antal lastbiler: 27.
Kørsel: Distribution af øl til detailhandlen, entreprenørkørsel, eksportkørsel med elektronik, lokal kørsel, snerydning m.m.

Filtrer artikler

5 true 5