Dialog og samarbejde er vejen frem

Schou-Danielsen Logistik A/S – forkortet SDL - står der på en række lastbiler, som kan ses overalt i Danmark. Virksomheden er et resultat af en fusion 1. juni 2013 mellem virksomhederne Poul Schou A/S Stykgodsafdeling og Peter Danielsen Transport A/S. Virksomheden er ledet af de erfarne transportfolk – Poul Henrik Schou (45) og Martin Danielsen (44), der er henholdsvis 3. generation og 2. generation i nævnte virksomheder. Begge er politisk aktive i henholdsvis Dansk Transport & Logistik, hvor Martin Danielsen er formand, og i International Transport Danmark, hvor Poul Henrik Schou er næstformand. Makkerskabet er et vidnesbyrd om, at vognmænd kan samarbejde, selv om de er tilknyttet hver deres medlemsforening, der ikke altid ser ens på tingene.
dialog

Lå det i kortene , at du skulle arbejde i transportbranchen?
»Jeg er vokset op i en vognmandsvirksomhed, som min far Peter Danielsen stiftede i 1961, så det gjorde det vel. Mine forældre, som i dag er pensionerede, lagde dog aldrig pres på mig for at gå ind i virksomheden. Deres holdning var, at jeg skulle vælge den uddannelsesretning og det job, som jeg ønskede og brændte for. Og under min uddannelse (cand. merc. i finansiering og regnskab) fik jeg et deltidsjob i en bank, som jeg var glad for, men det blev alligevel transportbranchen som sejrede, og det har jeg aldrig fortrudt.«

Hvad fik dig til at engagere dig i det politiske arbejde?
»Jeg ønskede at få indflydelse på erhvervet, og den politik der blev ført. Når man ønsker indflydelse, skal man også være klar til at tage ansvar. Det er nemt at side på bænken og brokke sig, man skal også være i stand til selv at melde sig ind i kampen.« 

Hvad ser du som de største udfordringer i transportbranchen?
»Det er stadig cabotagereglerne. Når reglerne ulovligt bliver sat i system og udnyttet til skade for danske vognmænd er noget helt galt. Udenlandske vognmænd må køre tre lovlige ture i Danmark, men vi ser lastbiler, der lige er ude og vende uden for landets grænser og inde igen med det samme. På den måde kører de månedsvis i Danmark. Det skaber en urimelig konkurrence og er med til at trykke priserne. En anden stor udfordring er rekrutteringsproblemet i erhvervet. Gennemsnitsalderen blandt danske chauffører bliver stadig højere, og vi skubber et stort problem foran os. Vi må nytænke, hvorledes vi tiltrækker flere unge til vores erhverv, og der er taget skridt til, at forskellige interessegrupper i transportbranchen mødes for at diskutere dette problem. Dialog og samarbejde er vejen frem.«

Har det haft omkostninger at involvere sig i det politiske arbejde?
»Politisk arbejde tager tid. Også tid for din virksomhed, men til gengæld giver det mulighed for at påvirke tingene og skabe forbedringer i erhvervet. Heldigvis har jeg gode medarbejdere, som klarer forretningen, når jeg er meget væk. Det politiske arbejde giver mulighed for, at fordybe sig i kommende lovkrav og EU-lovgivningen, hvilket også er til gavn for min egen forretning. På den måde kan jeg være på forkant med udviklingen, og den mulighed havde jeg ikke haft, hvis jeg havde siddet og disponeret lastbiler i det daglige.«

Det politiske arbejde giver vel også et godt netværk?
»Ja, det gør det. De kollegaer, som jeg gennem tiden har samarbejdet med, er folk, som jeg har mødt og lært at kende gennem det politiske arbejde. Først i lokalforeningen på Fyn og senere via mit arbejde i DTL’s bestyrelse. Således også da jeg sammen med fem kollegaer stiftede it-selskabet Tachografservice A/S, som skulle håndtere de edb-mæssige udfordringer i en moderne vognmandsvirksomhed og ikke mindst i forhold til tachografen, da den kom frem. I dag beskæftiger virksomheden 18 medarbejdere og udfører en bred vifte af edb-opgaver for virksomheder i mange forskellige brancher.«

Var købet af ERA-Transport i foråret sammen med fynske kollegaer også et udtryk for netværkssamarbejde?
»Ja, vi fire transportvirksomheder, der købte ERA-Transport, kender hinanden fra forskellige sammenhænge og har en god dialog. ERA-Transport udfører hovedsageligt opgaver inden for transport af skibscontainere, og det kolliderer ikke med de opgaver, som vi løser i det daglige i ejerkredsen. Det er som udgangspunkt ikke uvæsentligt. Ejerkredsen kører med blomster (Alex Andersen Ølund), fødevarer (Bruun & Nielsen), stykgods (SDL) og kraner, affald og meget andet (Poul Schou). Vi har overtaget virksomheden i forventning om, at vi kan optimere virksomhedens indtjening og har ansat en direktør, Michael Gregersen, der tillige er blevet medejer. Han kommer fra DSV, hvor han var divisionschef. Han er klædt på til opgaven.«

Hvad afgør jeres valg af lastbil?
»Vi har ingen formuleret indkøbsstrategi. Vi vælger lastbil ud fra opgaven, og hvad den skal bruges til. For os er lastbilen et arbejdsredskab, som skal være driftssikkert og så økonomisk som muligt. Vi undersøger, hvor vi får det bedste miks af produkt til prisen. Når vi vælger Volvo, er det hovedsageligt ud fra chaufførkomfort og brændstoføkonomi. Vi kører i øvrigt med servicekontrakt på alle vores lastbiler. Det giver forudsigelighed og et fast omkostningsforløb.«

Hvordan ser du fremtiden for Schou-Danielsen Logistik?
»Vi har nu eksisteret i tre år under vores navn, og vi er blevet stadig mere kendte i branchen. Vi oplever vækst, og vi skal fortsat vokse på sigt. Markedsføring, salgsarbejde og ikke mindst ansvarsfuldt og veludført arbejde skal sikre det.«

SCHOU-DANIELSEN LOGISTIK – SDL

Etableret: 2013
Antal medarbejdere: 30
Antal lastbiler: 22
Domicil: Rolundvej Odense
Transportopgaver: stykgods i hele Danmark
Ejerkreds: Martin Danielsen, Poul Henrik Schou, Jens Fosvig og Jane Gregersen

Filtrer artikler

5 true 5