Tommerup Kister på Fyn

Supergazelle i kistesalg. I 2016 døde der 52.824 mennesker, og cirka halvdelen blev sendt af sted i en kiste fra Tommerup Kister på Fyn eller søsterselskabet Heilskov i Randers
Chauffør Kenneth Hansen

Chauffør Kenneth Hansen i færd med at levere kister til bedemandsforretning i Faxe på Sjælland

Tidligere var bedemanden ofte snedker. Det var praktisk, så kunne han bygge kisten efter mål afhængig af den afdødes højde og bredde. Direktør Ulrich Nielsen (58) fra Tommerup Kister behøver ikke at tage ud med tommestokken for at besigtige afdøde. I Tommerup er der 10 forskellige kistemodeller og et hav af varianter. Der er noget for enhver fysiognomi og smag.

Ulrich Nielsen kender sin branche og sine produkter og fortæller med engagement om erhvervet. I hans univers er døden ikke tabuiseret, men en naturlig del af livet. Siden 1992 har han sammen med hustruen Jeanette Schärfe drevet begravelsesforretning, og i 1998 overtog han tillige sin svigerfars kisteproduktion – Tommerup Kister.

Virksomheden bar præg af, at svigerfaderen Kurt Schärfe havde været syg en årrække. Omsætning og produktion var faldende. Det var op ad bakke, men med den nye ejerkreds bestående af Ulrich Nielsen og hustruen Jeanette Schärfe og hendes brødre John og Kent Schärfe – 4. generation i Tommerup Kister - kom der gang i forretningen. 

Direktør Ulrich Nielsen

Direktør Ulrich Nielsen ved kisten kaldet diamanten. Et resultat af et samarbejde med Jacob Jensen Design.

“Udover driftsikkerheden tiltaler Volvos miljø- og sikkerhedsprofil os.”

Ulrich Nielsen

Direktør

Tommerup Kister

Der blev indgået aftale med Sveriges største kistefabrikant – Rydéns – om eneforhandling af deres brede produktprogram i form af  ligtøj, urner og kister. Tillige blev Fredensborg Ligkistefabrik købt, og i 2000 flyttede Tommerup Kister produktionen til Glamsbjerg, hvor man havde købt en afhændet møbelfabrik. Produktionen blev tilpasset, og der blev indført ny teknik og automatik i kisteproduktionen.

Selvom antallet af døde er stabilt i Danmark år efter år, har kistesalget hos Tommerup Kister langt fra været det. Virksomheden har oplevet en markant vækst, siden den fik ny ejerkreds i 1998. Fra 2003 og fire år frem blev Tommerup Kister kåret til gazellevirksomhed i Dagbladet Børsens Gazellekåring, hvilket indikerer at virksomheden har fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet 4 fortløbende år i træk. Den imponerende vækst og gazellekåringen 4 år i træk udløste endda titel af supergazelle.

Tommerup Kister var blevet landsdækkende, og ældre lastbiler blev købt rundt omkring, så kisterne kunne blive bragt ud til landets bedemænd. Forvogne med kasseopbygning, der tidligere havde kørt med småkager og chips.

Ønsket om størst mulig driftsikkerhed og levering til tiden fik dog Tommerup Kister til at investere i nye Volvo-lastbiler efter en tid. ”Udover driftsikkerheden tiltaler Volvos miljø- og sikkerhedsprofil os”, fremhæver Ulrich Nielsen. Og hvor man tidligere kunne have 40-50 kister med på ladet, har man i dag 72, som transporteres på højkant, og alligevel kan man holde sig inden for de 10 meters vognlængde, der giver en mere attraktiv billetpris over Storebælt.

I dag er Tommerup Kister en del af Nyarp koncernen, der tæller kistefabrikker i både Norge, Sverige og Danmark. En koncern som har hovedparten af kisteproduktionen i Norden og som tillige har eksport til en lang række lande i Europa. I lighed med Tommerup Kister anvender Nyarp også Volvo-lastbiler, fortæller Ulrich Nielsen med et anerkendende nik.

Tommerup Kister har bevaret evnen til at produktudvikle og træde nye stier. De ønsker at profilere en branche som tidligere levede et stille liv uden al for meget opmærksomhed. De ønsker synlighed og vedkender sig et miljøansvar og har et motto: ”Hvad vi låner af naturen, leverer vi tilbage til naturen”.

Tommerup Kister er med i Growing Trees Network og har donoret knap 30.000 træer, som er blevet plantet i kommunale folkeskove i Danmark. ”Vi donorer et træ for hver kiste vi producerer, fordi vi ønsker at levere tilbage igen til naturen, så vi kan bidrage til rent drikkevand, renere luft og CO2 balancen”, slutter Ulrich Nielsen

 

Tommerup Kister

Etableret: 1910

Medarbejdere: 24

Lastbiler: 3 Volvo-lastbiler

Produktion: Urner, ligtøj og cirka 25.000 kister per år. 

Adresse: Krengerupvej, Glamsbjerg på Fyn.

En del af Nyarp koncernen i 2013.