Miljøvenlig virksomhed

I den afsides provins Cuneo har den italienske kæledyrsfoderproducent Monge & C Spa opbygget en international og miljøvenlig virksomhed. Lastvognene spiller en vigtig rolle, da de muliggør effektive leverancer til virksomhedens 8.000 italienske kunder.

Fra sit hovedsæde ude på landet i Italien eksporterer Monge & C Spa kæledyrsfoder til 82 lande.

Det er en solbeskinnet eftermiddag hos Monge-gruppen i udkanten af den lille landsby Monasterolo di Savigliano. Området domineres af store fabrikker, som er blandt de største og mest avancerede i Europa inden for produktion af kæledyrsfoder i høj kvalitet. Takket være en integreret produktionskæde er fabrikkerne fuldstændig selvforsynende. Virksomheden klarer det hele selv – fra afhentning af råvarer over produktion af dyrefoder og dåser til emballering og distribution i Italien. Solcellerne på taget af hver eneste bygning er et af mange beviser på, at virksomheden bestræber sig på at være så miljøvenlig som muligt.

 

Monge-familien

Domenico Monge (til venstre) med sin far Baldassare og datter Christiana. – Min far grundlagde virksomheden, og jeg har arbejdet her hele livet. Jeg kan ikke kende forskel på firma og familie.

Dåsesamlebånd

Virksomheden fremstiller 1,5 millioner dåser kæledyrsfoder hver dag og arbejder i treholdsskift hele ugen.

– Hensynet til miljøet er solidt forankret i vores virksomhed. Vi genvinder slagteriaffald og bruger det til fremstilling af nye produkter, forklarer Domenico Monge, adm. direktør for familievirksomheden.

Historien om Monge Group tog sin begyndelse lige her i 1963, da Domenicos far Baldassare grundlagde en kyllingefarm. Familien havde en hund, som led af spiseforstyrrelser, og en dyrlæge rådede dem til at give den hønsekød. 

– Jeg var bare en lille dreng, men jeg kan huske, hvordan min far begyndte at fremstille dyrefoder i min mors køkken. Han tilberedte det i dåser med en trykkoger. På et tidspunkt gik det op for ham, at der var et marked for hans produkter, og så udvidede vi forretningen lidt ad gangen, husker Domenico Monge.

Spisende hunde

Domenico og hans familie har to hunde. Virksomheden producerer almindeligt kæledyrsfoder, men også foder til dyr med sygdomme eller dyr, som udfører særlige opgaver, fx politihunde.

I mange år var kyllingefarmen stadig kernevirksomheden, men da Domenico og hans søstre blev voksne, besluttede de sig for at udvide produktionen af kæledyrsfoder. Det skulle vise sig at være en særdeles sund strategi. Virksomheden er gået godt i årevis og har ind imellem kunnet fordoble indtjeningen fra det ene år til det næste. I dag er Monge-gruppen Italiens tredjestørste producent af kæledyrsfoder, og dens produkter eksporteres til 82 lande. Men selv om den nu beskæftiger 270 medarbejdere, er den stadig en familievirksomhed baseret på sin grundlæggers ideer.

– Min far har fra første færd givet sine værdier videre til os børn, til vores børn og til alle vores medarbejdere. Respekten for miljøet er en del af hans livssyn, og vi arbejder konstant på at nedbringe vores energiforbrug. Forskellige energibesparende tiltag som at installere solceller, bruge mindre vand og udvikle dåser med tyndere sider har sænket vores energiforbrug med op til 50 %, siger Domenico Monge og tilføjer:

– Virksomhedens styrke er vores integrerede produktionskæde. Vores logistik er tæt integreret med produktionsplanen, og det gør os mere effektive, sænker udgifterne og giver vores kunder bedre service. Det er altafgørende for os, fordi vi ligger langt væk fra de markeder, hvor de færdige produkter sælges.

Hensynet til miljøet er solidt forankret i vores virksomhed.

Domenico Monge

Adm. direktør, Monge & C Spa

Fabrikstag hos Monge & C Spa.

Forskellige energibesparende tiltag som at installere solceller, bruge mindre vand og udvikle dåser med tyndere sider sænker energiforbruget hos Monge & C Spa med op til 50 %.

Baldassare Monge.

Baldassare Monge grundlagde en kyllingefarm i 1963. Da hans hund udviklede en spiseforstyrrelse, endte han med også at fremstille kæledyrsfoder.

Monge-gruppens hjemstavn kaldes nogle gange »Cuneo-øen«, da vejene og forbindelserne til Italiens hovedfærdselsårer er dårlige. Det har derfor altid været afgørende for virksomheden at stå for sin egen logistik. Gruppen ejer transportfirmaet Monge Logistica, som har 48 lastvogne – heraf 40 Volvoer. Hver dag afhenter de friske råvarer og leverer dem til fabrikkerne, men de transporterer også varer til kundernes transitpunkter eller terminaler til det italienske marked. Det udgør mere end 30 % af gruppens samlede salg. Højtydende og brændstofeffektive lastvogne er altafgørende under de barske kørselsforhold på Cuneos smalle og kuperede veje.

– Vi købte vores første Volvo-lastvogne i starten af 80'erne. Det var to Volvo F720'ere, og jeg kørte dem selv. Vi valgte Volvo på grund af den høje kvalitet, og vi er meget tilfredse med lastvognenes ydelse. Nu er Volvo blevet en del af traditionen her hos os, siger Domenico Monge.

Domenico Monge.

Da Baldassares søn Domenico overtog familievirksomheden, besluttede han sig for at udvide produktionen af kæledyrsfoder. Snart havde den overhalet kyllingefarmen.

Monge-gruppen er tilfredse med deres lastvogne. Alligevel leder de konstant efter nye måder at køre mere miljøvenligt på. Domenico planlægger at købe nye LNG-drevne Volvo-lastvogne. Han forklarer, at det er helt i tråd med den trang til at afprøve nye løsninger, som er dybt forankret i familievirksomhedens DNA:

– Forskning og udvikling har altid været en stor del af vores succes. Gasdrevne lastvogne vil ikke bare være til stor gavn for miljøet. De vil også gavne vores virksomhed ved at sænke de direkte og indirekte omkostninger, for der vil helt sikkert komme tiltag for at sænke LNG-priserne. Det vil også hjælpe os med at komme dieseltyveri til livs, for LNG'en kan ikke overføres, siger han.

Monge-gruppen ser også på forskellige muligheder for at forbedre lastvognenes aerodynamik, og de underviser chaufførerne i at sænke brændstofforbruget. Virksomheden har udarbejdet sine egne CSR-retningslinjer (Corporate Social Responsibility). Miljøhensyn og redelighed er vigtige elementer i dokumentet. Hver gang virksomheden ansætter en ny medarbejder, undervises vedkommende i at følge CSR-retningslinjerne. To gange om året afholder Monge-gruppen et kursus for at sikre, at dens principper for god adfærd videregives til medarbejdere, kunder og leverandører. 

Gasdrevne lastvogne vil ikke bare være til stor gavn for miljøet. De vil også gavne vores virksomhed ved at sænke de direkte og indirekte omkostninger.

Domenico Monge

Adm. direktør, Monge & C Spa

Domenico Monge med en af sine lastvognschauffører.

– Vi fokuserer meget på chaufførernes adfærd, for de repræsenterer os over for kunderne. De er en stor del af vores image på markedet, siger Domenico Monge.

– CSR-dokumentet er byggestenene i vores virksomhed. Vi fokuserer meget på chaufførernes adfærd, for de repræsenterer os over for kunderne. De er en stor del af vores image på markedet. Og de samarbejder tæt med butikkerne, fordi det er dem, der leverer produkterne, siger Domenico.

Han er overbevist om, at virksomhedens lokale forankring, dens vilje til at tilegne sig nye færdigheder og dens professionalisme har hjulpet den med at vokse. Kapaciteten udnyttes nu næsten fuldt ud med en årsproduktion på 70.000 tons kæledyrsfoder, men i 2018 åbner Monge-gruppen et nyt anlæg og sigter efter en årsproduktion på 150.000 tons. 

– Virksomhedens historie er fantastisk og vi er virkelig glade for vores resultater. Jeg håber, vi kan fortsætte med at udvikle os på denne måde, siger han. 

 

Kørsel i Cuneo.

Højtydende og brændstofeffektive lastvogne er altafgørende for Monge & C Spa under de barske kørselsforhold på Cuneos smalle og kuperede veje.

Transportforhold:

Monge & C Spa

Grundlagt i: 1963
CEO: Baldassare Monge
Adm. direktør: Domenico Monge
Markedsandel i Italien: 9,1 %
Global tilstedeværelse: Monges produkter eksporteres til 82 lande
Omsætning: 157 millioner euro (2016)
Antal medarbejdere: 270
Daglig produktion af kæledyrsfoder, dåser: 1.500.000
Årlig produktionskapacitet for dyrefoder på dåse: 127.000 tons i 2017 med en forventet stigning til 200.000 tons i 2018
Køretøjsflåde: 48 lastvogne, heraf 40 fra Volvo Trucks
Fastholdelsestid (drift inden gensalg): seks år
CO₂-besparelse med solceller: 1.059 tons/år
Årsproduktion af elektricitet med højtydende kraftvarmegenerator: 3.500.000 kW

Lignende indhold

Related News

Lettere lastvogne giver en højere nyttelast

Arclid Transport driver forretning på et meget konkurrencepræget marked og havde derfor brug for at maksimere nyttelasten og øge produktiviteten. Ved at investere i specifikke transportløsninger i kombination med chaufføruddannelse har flådeleder ...

Den teknologiske løsning

Det er altafgørende hele tiden at have opdateret viden om, hvor ens lastvogne er, og præcis hvad de kører med. Det var dette, Ben van Leeuwen fra Frigolanda opnåede....

Kølige leverancer

For tyve år siden købte Mark Clare en leveringsrute og startede sin egen virksomhed med blot én lastvogn. I dag betragtes hans virksomhed som en af de største leverandører af frysevarer og temperaturregulerede varer i Irland....

Filtrer artikler

5 true 5