Volvo Trucks

Danmark

×

Man når langt med en god og grundig bilvask

Vognmand John Frederiksen og hans chauffører trives med stramme tidsplaner. Godset på virksomhedens linjeture til Sverige er fremme til tiden. Det handler om erfaring, teamwork og en god og grundig bilvask.
bilvask-1-ma

Det skummer og sprøjter hver weekend på Industrivej 42 i Roskilde, når vognmand John Frederiksen med vandslange, sæbe og børster går løs på virksomhedens 17 lastbiler.

– Jeg er ”vaskedreng” i John Frederiksen International Transport, fortæller han med et glimt i øjet. Et job, han er glad for, fordi det sparer ham for mange omkostninger og bekymringer. John Frederiksen giver lastbilerne et tjek under rengøringen, og selv små skavanker bliver udbedret. Der er ikke en pære, som ikke fungerer, når bilen tager fat på en ny uge på landevejen.

Hos John Frederiksen International Transport skal lastbilerne være præsentable og i tip top stand. Vognmanden ønsker at tage tingene i opløbet for at undgå nedbrud på landevejen. Rettidig omhu er John Frederiksens motto. Han vil hellere skifte en komponent, som lyder slidt, end han vil opleve at gå i stå på landevejen. Lejer, gearkasse, kobling m.m. bliver løbende efterset og kontrolleret. Det er ingen tilfældighed, at virksomhedens ældste lastbil – en Volvo FH fra 2000 – har kørt mere end 2 millioner km og endda uden at få skiftet bremser. Den ”gamle” Volvo FH får ikke lov at hvile på laurbærrene. Den er ingen udstillingslastbil, selv om den med sit velholdte udseende sagtens kunne være det. Den bliver holdt i gang hele tiden for at være i god form. 

– Når man har den type kørsel, som vi har, skal lastbilerne være i orden. Tidligere kørte vi til et lager – i dag kører vi med et lager. Kunden har outsourcet lagerfunktionen, og varerne skal være fremme til tiden. Vi vælger Volvo på grund af kvaliteten og den gode service. Det betyder noget, når ens lastbiler dagligt er en del af en stram transportlogistik. At vi tillige opnår en god brændstoføkonomi med Volvo er et ekstra plus, fortæller John Frederiksen.

Vognmandens lastbiler, der kører for DHL og IAT, går i pendulfart mellem forskellige svenske byer og Roskilde, og der er 3 biler til Stockholm hver dag. Lastbilerne er i drift hele døgnet og kører i gennemsnit 230.000 km årligt. Når chaufføren når sin destination, er han klar til at gå i seng, og så overtager en lokal chauffør selve udbringningen af godset i lokalområdet. 

Det er vigtigt at give chaufførerne ansvar og råderum på arbejdet, og derfor blander John Frederiksen sig så lidt som muligt. Chaufførerne synes at trives med ansvaret, for de er mange år i virksomheden og en del fortsætter efter pensionsalderen. Betydningen af teamwork og uddelegering af ansvar er ikke nyopdaget land for John Frederiksen. Med en fortid i rallysporten kender han til betydningen af teamwork og ansvar. Selv om man er overladt til sig selv i rallysporten, vinder man ingen løb uden et godt samarbejde med holdet omkring bilen – rådgivere, mekanikere og ikke mindst anden-køreren, der sidder ved siden af og tjekker tider og læser noter op. John Frederiksen ved, hvad han taler om. Han var danmarksmester i rally i 1986 og 1987 i modificerede standardbiler for Ford Motorsport. Karrieren inden for motorsport blev trængt i baggrunden i takt med, at John Frederiksen fik stadig flere opgaver i transportvirksomheden Skat E. Hansen, som han overtog i 2000.

John Frederiksen er dog tilbage i rallysporten efter 17 års pause. Og konen Jytte, der styrer de administrative opgaver i virksomheden, har fået en ægtemand med et smil helt op til begge ører. John Frederiksen har købt en BMW M3 og glæder sig som en stor dreng til at sidde bag rattet i den hektiske sport igen.