Volvo Trucks

Danmark

×

Masser af muskler på arbejde

Vinden drillede, og der blev talt hektisk og højt i walkie-talkierne, da Fa. Tage Kristensen A/S i Hanstholm skulle nedtage den sidste af 3 vindmøller i Kibæk ved Herning.
massera

På en stor stubmark i Kibæk stod 3 ældre vindmøller på 750-KW, og opgaven var at afmontere dem for at gøre plads til nogle større møller fra Vestas på 3-MW. En overkommelig opgave for Fa. Tage Kristensen, der har stor erfaring og ekspertise med afmontering og opsætning af vindmøller, og som netop har investeret et større tocifret millionbeløb i en ny mobilkran, der kan løfte op til 400 tons. Ved sin side har den store mobilkran en stærk lillebror i form af en Volvo FH16 750 hk 8X4 med en Palfingerkran på 78 tons/meter. 

Paw Birkebo er chauffør på Volvo lastbilen, og han har på en blokvogn transporteret noget af det ekstra udstyr, der skal benyttes for at ekvipere mobilkranen til løfteopgaven. Det er tungt grej, og Volvoen skal trække mere end 100 tons, men det klarer den ubesværet ud af den smalle markvej, ligesom Volvos automatiske gearkasse I-Shift evner at sætte roligt og ubesværet i gang med de mange tons på ladet. Godset består blandt andet af ballast ton, så mobilkranen kan stå stabilt og ikke pludseligt lægger sig ned under opgaven og tillige ekstra udstyr til forlængelse af mobilkranens arm. Den kan forlænges med 80 meter, så den i alt kan nedtage vinger i op til 140 meters højde. Ekstraudstyret til mobilkranen køres separat ud til arbejdspladsen, og det kræver 7 lastbiler at få alt udstyret med.

– Jeg er godt tilfreds med min nye Volvo og de mange hestekræfter. Og I-Shift gearkassen er bestemt også godkendt. Den sætter sikkert i gang på et ethvert underlag, fortæller Paw Birkebo. Han bor i lastbilen hele ugen og er glad for de mange skabe og rum i Volvo førerhuset, der også er udstyret med alle tænkelige fornødenheder - kaffemaskine, fladskærms TV, fryser, mikrobølgeovn, DVD afspiller m.m. Nedtagning af vindmøller er et teamarbejde, hvor føreren af den store mobilkran løbende skal være i dialog med montørerne oppe i vindmøllen og chaufføren på lastbilen, der styrer lastbilkranen. Dårlig kommunikation kan betyde fatale fejl, og derfor er der livlig gang i walkie-talkierne. I den store mobilkran sidder Kurt Kristensen, og han er en rolig mand, som ikke mister overblikket, hvilket skyldes hans mange års erfaring som mobilkranfører. Tilliden til kranførerens ekspertise er et vigtigt konkurrenceparameter i branchen. 

Nedtagningen af vindmøllerne var programsat til én mølle per dag, og var delt op i tre separate opgaver. Nedtagning af vingerne, dernæst huset og til sidst tårnet. Vingernes afmontering er en stor udfordring, fordi de er vindfølsomme, skrøbelige og svære at håndtere på grund af de store dimensioner. Derfor må det ikke blæse for meget, så føreren i mobilkranen mister kontrollen og vingerne drejer ukontrolleret rundt. Lastbilkranen skal stabilisere vingerne under nedtagningen via et tov til en vingespids og hjælpe med at få vingerne i vandret, så de ikke rammer jorden, men i stedet kan lægges blødt og roligt ned.

Da montørerne havde løsnet boltene til vingerne i vindmøllens hus og gjort dem klar til at blive løftet af, blæste det pludseligt op. Stemmeføringen blev mere skinger oppe i vindmøllen, da de store vinger svævede faretruende ud for montørernes placering i huset 65 meter over jorden. De glemte at benytte walkie-talkierne, men gik klart igennem alligevel. Der skulle adskillige mænd til at styre vingerne sikkert ned med reb fastgjort til hver vingespids, og takket være erfaring og stor ekspertise kom vindmøllen sikkert ned i vandret position på stubmarken i Kibæk.

 

Fa. Tage Kristensen A/S

Etableret: 1972
Ejere: Mark og Kurt Kristensen
Mobilkraner: 5 stk. - 60, 100, 130, 200 og 400 tons
Lastbiler: 4
Ekspertise: Løfteopgaver af en hver art for private og bygge- og anlægsbranchen - betonelementer, pavilloner, både, maskiner, glasfacader m.m.