Trucks

Danmark

×

Ledetråden er ærlighed

Fritidslandmand og lastbilchauffør, det var Keld Hein i mange år. I dag er landbruget valgt fra, og han driver en mellemstor vognmandsvirksomhed i Billund med 12 lastbiler.
Vognmand Keld Hein har drevet vognmandsvirksomhed siden 2002 og har i dag 12 lastbiler i drift

Keld Hein er en beskeden mand uden de store armbevægelser, men han ved godt, hvordan han ønsker at drive sin virksomhed. Filosofien kan ikke være helt skæv, for virksomheden er siden starten i 2002 med købet af en brugt Volvo FH støt og roligt vokset.

Vækst og ekspansion er dog ikke et mål i sig  selv for vognmanden, der mener at virksomhedens størrelse nu er OK. ”Man skal jo også kunne følge med”, fortæller han med et smil. Selv er han ofte at finde i en af lastbilerne som afløser ved ferie og fridage, og konen Gitte klarer bogholderi og administration på sin ugentlige fridag fra et job uden for huset.

Investeringen i den nye Volvo FH16 er også en investering i driftssikkerhed, og man kan straks mærke kvaliteten og de gode køreegenskaber, når man sidder bag rattet

I dag kører Keld Hein korn og foderstoffer for DLG med fem af sine lastbiler, og andre fem kører hovedsageligt for IBF, byggemarkeder og tømmerhandler, og derfor er de opbygget med kran. De sidste to lastbiler træder til, når behovet er der. Den seneste nye lastbil i flåden er en Volvo FH16 6x2 med 750 hk, som er blevet tildelt en erfaren og dygtig chauffør Ole Junker, som har kørt for Keld Hein i mange år.

Lastbilen er et udstyrsstykke i den nyeste elektroniske sikkerhed. Lastbilen er bl.a. udstyret med ACC med automatisk nedbremsning, sporassistent og Volvo Dynamisk Styring, der gør det nemt for chaufføren at manøvrere rundt med lastbilen.

 

Vognmand Keld Hein har drevet vognmandsvirksomhed siden 2002 og har i dag 12 lastbiler i drift med transport af korn- og foderstoffer, belægningssten, byggevareartikler m.m. 

Ole Junker har næsten fået frie hænder til at sætte sit præg på sin nye lastbil, og især indretningen af førerhuset. Det er plysset og stilrent indrettet, og der er ikke sparet på noget.

Medansvar og tilfredse chauffører lægger Keld Hein meget på sinde, ligesom han lægger stor vægt på engagement og ærlighed hos sine chauffører. ”Vi skal kunne stole på hinanden og være ærlige”, understreger han. Det er det grundlæggende i hans virksomhedsfilosofi. En god virksomhedskultur skaber trivsel, og det vil også komme kunderne til gode, mener han.

Rekrutteringen af nye chauffører er ikke et problem hos Keld Hein, og vognmanden har også overskud til at have transportlærlinge, der oplæres af de erfarne chauffører og Keld Hein.

Selv om Keld Hein har fravalgt landbruget til fordel for transportbranchen banker der stadig et stort hjerte for det gamle erhverv. Et erhverv han ikke har mistet kontakten til takket være hans kørsel med korn og foderstoffer. 

Startkapitalen til et virke i vognmandsbranchen blev skabt ved at konen Gitte og han solgte deres gård ved Varde på 90 hektar og med 80 køer. Det kan godt rykke lidt i en gammel landmand, når foråret sætter ind. Det plejer dog at gå over ud på efteråret, når Keld Hein meget tidligt om morgenen ser at der er lys i staldene rundt omkring, når malkningen er i fuld gang – også i weekenden. Der vender Keld Hein sig om på den anden side og sover videre.

 

Keld Hein