Trucks

Danmark

×

BKH Gruppen klarer alt op til knæhøjde

BKH Gruppen går langt under terræn og helt op til knæhøjde, når de løser opgaver. De udfører spule- og slamsugeropgaver, gartneropgaver, anlægger kloakker, fundamenter og mange andre entreprenøropgaver.
Kørselleder i BKH Gruppen Rasmus Schou

Det hele begyndte på en landbrugsejendom på Stevns i 1961 og med indkøbet af en gravemaskine. Sådan kunne Brødrene K. Hansens firmahistorie begynde. I dag – knap 60 år senere – er virksomheden en koncern bestående af flere søsterselskaber, der samarbejder om opgaveløsningen.

Virksomheden har egen betonproduktion, en betragtelig mængde entreprenørmaskiner til ethvert formål og afdelinger mange steder på Sjælland. Virksomheden er involveret i mange store anlægsopgaver i Storkøbenhavn og på Sjælland, men klarer også fru Hansens køkkenvask, hvis den er stoppet.

Selv om de er dyrere i indkøb er det en god investering, idet brændstofforbruget er op imod 30 procent bedre i forhold til de tidligere modeller, og de har endda mere gods på ladet.

Virksomheden har otte Volvo-lastbiler på dagligt arbejde, og hertil skal lægges de indlejede i højsæsonen. BKH’s egen vognpark består af tre slamsugerbiler, to lastbiler til maskintransporter og tre syvakslede kærretræk til transport af blandt andet betonelementer, sten, grus og jord.
Den daglige transportlogistik styres af kørselsleder Rasmus Schou, som har mere end 30 års erfaring i virksomheden. Tidligere var han at finde i virksomhedens lastbiler som chauffør, men for otte år siden rykkede han ind på kontoret, og det valg har han aldrig fortrudt. Erfaringen fra landevejen har gjort ham til en kompetent kørselsleder, der kender opgaverne og dagligdagens udfordringer.  

Selv om BKH har hovedkontor i Greve er man stadig meget forankret i Østsjælland. Virksomheden kører for kommunerne i området og deres forsyningsselskaber, ligesom man kører for store virksomheder i lokalområdet som for eksempel Royal Unibrew og Haribo Lakrids i Faxe.

”Den ene dag lugter vores tankbiler af øl og den næste af vingummi”, fortæller Rasmus Schou med et smil på læben. På de travle dage kan der være flere hundrede opkald til kørselsafdelingen om blandt andet maskiner, der skal flyttes mellem egne arbejdspladser eller maskiner, som skal flyttes for virksomhedens kunder fra arbejdsplads til arbejdsplads. BKH flytter f.eks. asfaltmaskiner fra opgave til opgave for Colas på Sjælland

Transporterne foregår hovedsageligt om natten, så maskinerne står klar til de forskellige arbejdssjak, når de møder om morgenen. 

Rasmus Schou trives med hektisk aktivitet, men har også god hjælp fra sin assistent Lotte Rasmussen. De kommunikerer ofte med chaufførerne via de bærbare computere, som alle chauffører er udstyret med, og som følger dem i førerhuset. Her kan chaufførerne se de næste opgaver, fastsætte tidsforbruget på opgaverne de løser, hvilket blandt andet danner grundlag for deres egen lønberegning og faktureringen af kunderne. Moderne teknologi i praktisk anvendelse. 

I forbindelse med den løbende udskiftning af vognparken har BKH valgt at udstyre lastbilerne med ekstra 100 hestekræfter i forhold til de tidligere modeller. De kører i dag med Volvo FM500 og selv om antallet af heste er gået op, er brændstofforbruget gået markant ned. Rasmus Schou er imponeret af brændstoføkonomien i moderne Volvo-lastbiler. ”Selv om de er dyrere i indkøb er det en god investering, idet brændstofforbruget er op imod 30 procent bedre i forhold til de tidligere modeller, og de har endda mere gods på ladet”, slutter Rasmus Schou.