Volvo Trucks

Danmark

×

EU's reviderede generelle sikkerhedsforordning (GSR), og hvordan den vil påvirke transportvirksomhederne

| 4 min. læsning | 4 min. læsning
Fra 2022 bliver udvalgte aktive sikkerhedssystemer obligatoriske i Europa. Volvo Trucks' nye trafik- og produktsikkerhedschef, Anna Wrige Berling, vurderer konsekvenserne for transportbranchen.
Anna Wrige Berling, trafik- og produktsikkerhedschef, Volvo Trucks
"Det vigtigste sikkerhedssystem er stadig chaufføren", siger Anna Wrige Berling, trafik- og produktsikkerhedschef, Volvo Trucks.

Hvad er EU's reviderede generelle sikkerhedsforordning (GSR)? 
"Som et resultat af nye innovationer inden for bilsikkerhed foreslår Europa-Kommissionen en række obligatoriske systemer til undgåelses af ulykker til europæiske køretøjer. Disse systemer skal indføres i tre trin fra 2022 til 2028 med henblik på at beskytte både passagerer og bløde trafikanter (fodgængere, cyklister og motorcyklister). EU har nu nået en foreløbig aftale om forslagene. For alle køretøjer skal følgende være obligatorisk: Advarsel, hvis det registreres, at chaufføren er træt eller uopmærksom, intelligent fartpilot, sikker bakkørsel med kameraer eller sensorer samt dataregistrering. Det endelige mål er at opfylde EU's langsigtede mål om nul dødsfald og alvorlige kvæstelser, også kaldet "Vision Zero", ude på de europæiske veje inden 2050." 

Hvad betyder det for Volvo Trucks og deres kunder?
”Det vil have en vis indflydelse på vores sikkerhedsudvikling, da nogle af disse systemer allerede er på plads, men andre først skal udvikles eller tilpasses ud fra det, der er tilgængeligt i dag.  Trafiksikkerhed står i øjeblikket højt på den politiske dagsorden, og ny teknologi muliggør stadig mere avancerede sikkerhedssystemer til lastbilerne. Vi ser en stor stigning i interessen for aktive sikkerhedsløsninger, især til beskyttelse af de bløde trafikanter, og det er helt sikkert noget, der er et resultat af hårdere sikkerhedskrav i byerne, hvor Londons Direct Vision Standard (bedre udsyn fra førerhuset for chaufføren gennem en række tilpasninger) for tunge køretøjer har stået i spidsen for denne udvikling. Samtidig mener vi, at det vigtigste sikkerhedssystem stadig er chaufføren. Aktive sikkerhedssystemer, der hjælper chaufføren og reducerer konsekvenserne af menneskelige fejl, er vigtige, men det fjerner ikke vigtigheden af at have veluddannede chauffører. En veluddannet chauffør er stadig den bedste måde at undgå at ende i kritiske situationer på.”

Hvordan er Volvo Trucks's syn på den reviderede GSR?
”Vi er glade for at se de strengere sikkerhedsforskrifter, da dette standardiserer branchen og sørger for, at alle som minimum er over et bestemt grundniveau. Volvo Trucks har altid været på forkant med aktive sikkerhedsløsninger, og vi har været en del af diskussionerne frem til den reviderede GSR. Vores historie inden for trafiksikkerhed og det faktum, at vi gennemfører vores egen forskning gennem Volvo Trucks' Accident Research Team, betyder, at vores mening vægter i disse diskussioner. Når regler for nye sikkerhedsfunktioner indføres, er det vigtigt, at de er baseret på reelle data, og at den potentielle ulykkesreducerende effekt analyseres grundigt."

Er "Vision Zero" et realistisk mål?
”Hos Volvo Trucks betragter vi Vision Zero som en måde at tænke på. Helt grundlæggende kan alle ulykker undgås, så på den måde er Vision Zero muligt, men der er mange faktorer, der skal tages fat på for at kunne undgå dem alle i virkeligheden – for eksempel vejinfrastruktur, sikkerhedsbevidsthed og den rette kombination af sikkerhedssystemer. Vision Zero har rent faktisk sit udspring i Sverige. Den blev vedtaget af Volvo Group og har spredt sig rundt til hele verden. Hos Volvo Trucks har vi naturligvis først og fremmest fokus på at opnå nul dødsfald og alvorlige kvæstelser – men selv mindre hændelser, der involverer lastbiler, kan have en stor indflydelse på samfundet og være årsag til forsinkelser og trafikpropper, så vi har også fokus på det som en del af vores vision."

Hvad kan vi forvente i forhold til lastbilssikkerhed i fremtiden?
”Trafiksikkerheden, især i byerne, får nu den opmærksomhed, den fortjener. Vi kan forvente at opleve flere tiltag inden for teknologien for aktiv sikkerhed der hjælper lastbilschaufførerne, en mere sikker vejinfrastruktur og et mere sikkert miljø i byerne – i Europa, men også i andre lande – også for både passagerer og de bløde trafikanter." 

EU'S REVIDEREDE GENERELLE SIKKERHEDSFORORDNING

• GSR foreslår nye obligatoriske aktive sikkerhedsfunktioner i europæiske køretøjer for at beskytte passagerer, fodgængere og cyklister og mindske omfanget af menneskelige fejl, der er årsag til 90 % af ulykkerne på de europæiske veje.

• Det reviderede forslag anerkender, at øget aktiv sikkerhed har et stort potentiale for at kompensere for menneskelige fejl, og sigter mod at bane vejen for mere automatiserede og tilkoblede mobilitetsløsninger for at forbedre trafiksikkerheden.

• Europa-Parlamentet, Europa-Rådet og Europa-Kommissionen er nået frem til en aftale, og den endelige proces er nu at definere detaljerne i de tekniske krav.