Trucks

Danmark

×

En større last end nogensinde set: Transport af en by med lastbil i det nordlige Sverige

| 4,5 minutter | 4,5 minutter
Da minearbejdet truede selve grundlaget for Kiruna i det nordlige Sverige, blev der truffet en drastisk beslutning: At flytte hele byen. Specialtransportør Mikael Wallner har flyttet mange overdimensionerede laster med sin Volvo FH gennem årene, men ikke hele bygninger.
Omgivet af tåge transporterer en Volvo FH-lastbil en bygning i Kiruna i det nordlige Sverige

Det er ikke hver dag, vi transporterer noget så dyrebart!« råber Mikael Wallner, mens han forsigtigt styrer sin Volvo FH-lastbil så langsomt fremad som muligt. Gennem efterårstågen dukker en meget usædvanlig last op på anhængeren. En del af en 120 år gammel bygning, der fungerer som et lokalt museum, transporteres fem km til et nyt sted i den hurtigtvoksende »nye« by Kiruna. 

Cirka 20.000 mennesker bor i disse stemningsfyldte omgivelser dybt oppe det nordlige Lapland, hvor verdens største jernmalmstunnelmine blev etableret i 1900. I over et århundrede har minearbejdere gravet så dybt og så langt, at de nu helt bogstaveligt har undergravet byen. Den resulterende landsænkning, også kaldet deformation, har svækket bygningernes struktur og åbnet store sprækker i selve jorden, som for hvert år bliver bredere og bredere og kommer flere meter tættere på byen.

Hvis der ikke blev igangsat en flytning, frygtedes det, at meget af Kiruna ville forsvinde ned i jorden inden for det næste århundrede.

Denne frygt førte til, at Luossavaara-Kiirunavaara AB (LKAB), det svenske statsejede selskab, der driver minen, tog den store beslutning at flytte de berørte dele af byen – husene og det hele – omkring fire kilometer mod øst.

Størstedelen af bygningerne er blevet revet ned og genopbygget på den nye placering, men mange historiske og kulturelt vigtige bygninger er i stedet blevet flyttet – omhyggeligt og forsigtigt ved hjælp af lastbiler, anhængere og blokvogne samt udstyr, der er nødvendigt til den meget præcise løftning og placering.

Den særdeles betydningsfulde last, der transporteres sikkert til sin nye placering på denne dag, er Hjalmar Lundbohmsgården, en fredet bygning, der nu fungerer som et lokalt museum. Hjalmar Lundbohm var LKABs første leder i Kiruna og har bidraget markant til udformningen af byen.

»Vi vil flytte omkring otte til ti huse i alt,« siger Mikael Wallner. »Nogle bygninger som f.eks. denne skal flyttes i flere dele. »Vi flytter Hjalmar Lundbohmsgården ad tre omgange, da hele bygningen er for stor til at flytte på én gang.« Vi transporterer den omkring fire kilometer mod nord, en rute, der tager os en halv dag at gennemføre.«

Da de historiske bygninger alle vejer mellem 120 og 330 ton, skal alle vægte på lastbilerne beregnes nøjagtigt, så balancen opretholdes. Bortset fra de fysiske udfordringer er den største logistiske bekymring, når man flytter bygninger, at overholde tidsplanen, så trafikken på offentlige veje ikke forsinkes. Ruterne, som disse bygninger skal transporteres ad, skal lukkes og strengt kontrolleres. 

 

Tværsnitsillustration af minen, der viser, hvordan den undergraver byen Kiruna

Mikael Wallner forklarer, at vejene er godt forberedt til den store flytning. Byggefirmaet PEAB, der har det overordnede ansvar for dette specifikke projekt, konstruerede specielle ruter til og fra bygningerne, da mange var fjerntliggende og uden veje, der førte helt til døren. »De måtte også flytte stolper, busstoppesteder og andre forhindringer for at rydde ruten,« siger Mikael og tilføjer: »Vi skulle også have tilladelse fra Kiruna kommune for at være sikre på broers og akvædukters bæreevne.«

Når der er tale om et tungt projekt som dette, er et godt teamwork mellem alle parter naturligvis helt afgørende. Som det første blotlægger PEAB fundamenterne, derefter løfter underleverandør Veolia bygningerne op på bjælker ved hjælp af hydrauliske donkrafte. Ifølge Mikael Wallner er den sværeste del at løfte bygningerne. »Veolia løfter bygningerne fra jorden ved hjælp af Volvo-læssemaskiner og -gravemaskiner for at palletere dem. Min kollega Lars Alm og jeg læsser derefter husene fra bjælkerne. Som det gælder for alt andet, så gælder det også her, at jo mere du forbereder dig, desto bedre. Forberedelsen er altafgørende.«

 

Volvo FH set forfra, hvor den transporterer Kiruna-museet, omgivet af tåge

Mikael Wallner har tilbragt 40 af sine 60 år ude på vejen, så man kan roligt sige, at han er en meget erfaren chauffør. Han er opvokset i en landmandsfamilie, hvor både hans bedstefar og far ejede transportfirmaer. Da Mikael skulle vælge sin karrierevej, gik han efter en anden sektor og besluttede at fokusere på særtransporter – og endte på den måde med Kiruna-opgaven. »Mit arbejde er aldrig det samme. Jeg kan godt lide udfordringer – det er der, det bliver virkelig bliver interessant!«

Når de er ude på en opgave, arbejder Mikael normalt sammen med sin kollega Jan. De to har udgjort et fast team i omkring 30 år og stoler ubetinget på hinanden, når de skal håndtere den involverede logistik. 

»Jeg føler mig sikker, når jeg arbejder med Jan. Det er vigtigt at bevare roen. Den sværeste af vores opgaver udføres af den person, der går ved siden af og styrer anhængeren for at holde styr på hældning, navigering og niveau. Den, der styrer anhængeren, har et større ansvar end chaufføren.«

Hjalmar Lundbohmsgården er på farten. Mikael bevæger sig fremad så langsomt som muligt, da den 30 meter lange bygning er sikkert anbragt på anhængeren på hans Volvo FH. Jan Alm står ved siden af lastbilen og guider og sørger for, at balancen opretholdes. Fremad gennem tågen danner medarbejdere fra PEAB og Veolia en æresvagt for bygningen for at sikre, at vejen forude er ryddet.

Den fem kilometer lange flytning tager afkørslen ved byens Bromsgatan, før lastbilen fortsætter sin langsomme rejse langs den lukkede hovedvej E10. Den endelige destination nås via en lille ensporet vej ved Luossavaara. Der er adskillige interesserede tilskuere, da den historiske bygning sænkes sikkert ned på stedet, hvor den snart åbner som et intakt lokalt museum. 

I mellemtiden minder Mikael Wallner om, at han faktisk har flyttet mange store objekter, der er svære at transportere, inklusive fly og både. De eneste ting, der er tilbage på hans og Jans liste er ubåde og helikoptere. »Men nu har vi i hvert fald været med til at flytte en by!« siger han.

Visning fra siden af Kiruna-museet, der transporteres, med vindmøller i baggrunden


Mine og flytteprojekt
Luossavaara-Kiirunavaara AB (LKAB) producerer omkring 80 procent af al jernmalm til EU. De beskæftiger omkring 4.000 medarbejdere og ejes 100 procent af den svenske stat. LKAB er forpligtet til at skabe en »grøn bufferzone« mellem minen og de resterende bygninger på det oprindelige sted for Kiruna. De ønsker at skabe en god overgang, hvor der er en åben og konstant dialog med lokalsamfundet, og der er tilbudt økonomisk kompensation til de berørte. Indtil videre er der udbetalt omkring 650 millioner euro til lokalsamfundet og grundejere. Der er afsat yderligere en milliard euro til det igangværende projekt.

M wallners specialtransporter AB
Grundlagt i: 2001.
Ejer: Mikael Wallner
Antal ansatte: 10, hvoraf 3 er uddannede vejtransportledere.
Antal lastbile: 8, hvoraf 4 er Volvo-lastbiler.
Volvo-lastbilsmodeller: 3 Volvo FH16, 1 Volvo FH12.
Store kunder: Nordschakt, NCC og Skanska.
Laster: Alle typer særtransport.