Volvo Trucks

Danmark

×

Transportvirksomheden EG Eriksson felttester den nye Volvo FMX

| 7 min. læsning | 7 min. læsning
Den nye Volvo FMX er specialdesignet til at gøre anlægschaufførens arbejde lettere, sikrere og mere komfortabelt. Den svenske transportvirksomhed EG Eriksson sætter den på prøve.
For EG Eriksson er den nye Volvo FMX en velkommen tilføjelse til flåden.

Der er hektisk aktivitet ved betonfabrikken i Slind lige uden for Skellefteå på Sveriges nordøstkyst. Tre lastbiler fra EG Erikssons flåde er ankommet for at hente beton til dagens leverancer. Med de blå førerhuse, retro-dekorationerne og de røde betonblandere er virksomhedens lastbiler lette at få øje på.

Men et af førerhusene skiller sig ud. I stedet for den karakteristiske blå lakering med grå bogstaver er førerhuset pakket ind i sort-hvid tape. Tapen skjuler en felttestlastbil – en helt ny Volvo FMX.

Vi har virkelig ventet længe på den nye Volvo FMX. Modellen kommer til at gøre en stor forskel, ikke mindst for chaufførernes arbejdsmiljø.
Joakim Eriksson, ejer

– Da vi blev spurgt, om vi ville være felttestkunde, var det helt naturligt for os at sige ja. Vi kan godt lide ny teknologi, og vi er normalt de første til at købe de nye lastbilmodeller her i Skellefteå. Volvo FMX er faktisk den lastbil, der passer bedst til den type opgaver, vi har, men fordi der kun fandtes den gamle model, valgte vi at købe Volvo FH'er i stedet, siger Joakim Eriksson, en af de to medejere af EG Eriksson.

Firmaet specialiserer sig i transport af beton og udfører opgaver i både anlægs- og minebranchen. Som felttestkunde har virksomheden nu også fået en vigtig rolle i testen og udviklingen af Volvo Trucks' nye produkter og serviceydelser. Specialudstyr registrerer alle data fra lastbilen, og hver anden måned udføres der en visuel inspektion på værkstedet. Chaufføren er ofte i dialog med felttestingeniøren for at give feedback om produktet og for at få information om nye funktioner. Formålet med det hele er at give Volvo Trucks' produktudviklingsteam mulighed for at finde og rette eventuelle fejl, der måtte opstå, så hurtigt som muligt.

Den nye FMX, EG Eriksson tester, er udstyret med en betonblander, der rummer omkring otte kubikmeter beton. Hvis det er nødvendigt, kan betonblanderen på 15 minutter udskiftes med et lad til grustransport.

For EG Eriksson er den nye Volvo FMX en velkommen tilføjelse til køretøjsflåden. Virksomhedens hjemby Skellefteå er også hjemsted for Sveriges største industriprojekt: opførelsen af Northvolt-batterifabrikken. På et område på størrelse med 100 fodboldbaner vil næsten 3.000 mennesker snart fremstille litium-ion-batterier til elbilindustrien.

For lokalsamfundet betyder den nye fabrik ikke bare nye jobmuligheder. Den skaber også efterspørgsel på masser af nye boliger, skoler og infrastruktur: – Der bliver virkelig bygget meget i området lige nu, og det mærker vi også. Om vinteren har vi normalt færre leverancer, men det ser det ikke ud til i år, siger Joakim Eriksson.

Mens leverancer til byggepladser kan ændre sig fra dag til dag, er mineopgaver mere forudsigelige. To af lastbilerne kører i skift til Renström-minen omkring 40 km nordøst for Skellefteå – syv dage om ugen året rundt. – Vi begyndte at transportere beton til minen i 2008. Disse leverancer er vigtige, for de betyder fast arbejde for os. I minen er der altid brug for beton uanset vejret. Sådan er det ikke med andre opgaver. Hvis det begynder at øse ned, risikerer vi, at der ikke bliver nogen leverancer til byggepladser den dag, siger Joakim Eriksson.

Hver dag året rundt leverer EG Eriksson beton til Renström-minen nær Skellefteå. Betonen bruges til at afstive minens vægge for at forhindre revner.

Joakim Eriksson er tredje generation i det familieejede firma, der blev startet af hans bedstefar i 1953. Virksomheden startede som en enkeltmandsvirksomhed, der kørte med grus og tømmer, og har langsomt udvidet forretningen. I dag har den omkring 20 medarbejdere og 12 lastbiler samt et par køretøjer til andre opgaver. For Joakim Eriksson har det altid ligget lige til højrebenet at gå ind i familievirksomheden.

Volvo Trucks-forhandler Eric Åström har arbejdet med Joakim Erikssons firma i næsten 15 år.

– Jeg begyndte at køre lastbil her, dagen efter at jeg gik ud af skolen. Efterhånden som virksomheden er vokset, har der været mange andre opgaver at tage sig af. Så nu kører jeg kun med gods, hvis nogen melder sig syg, eller hvis vi virkelig har travlt. Men jeg synes stadig, at det er noget af det sjoveste i verden at køre lastbil, siger han.

I de mere end 65 år, EG Eriksson har eksisteret, har virksomheden stort set kun haft Volvo-lastbiler i flåden. Volvo-forhandleren ligger nogle få hundrede meter nede ad vejen, og dørene til værkstedet er næsten altid åbne. Når man kører med beton, er tidsfristerne stramme, så hvis der opstår et problem, er det vigtigt at få lastbilen i gang igen i en fart. – Vi har et godt samarbejde med værkstedet, og vi får altid hjælp, når vi har brug for det. De ved, at det virkelig haster ind imellem, siger Joakim Eriksson.

I dag består flåden af to Volvo FMX'er og ti Volvo FH'er. – Vi har virkelig ventet længe på den nye Volvo FMX. Modellen kommer til at gøre en stor forskel, ikke mindst for chaufførernes arbejdsmiljø. Når du kører med beton, stiger du ind og ud af lastbilen 50 til 70 gange i løbet af et skift. Den nye FMX har lavere indstigning, og det slider langt mindre på kroppen, at man ikke skal tage det ekstra trin hver gang, siger Joakim Eriksson.

Torbjörn Forsman bag rattet i den nye Volvo FMX. – En af de vigtigste forbedringer er udsynet, siger han.

Det meste af kørslen foregår i bytrafik, hvor godt udsyn er helt afgørende. I den nye FMX er vinduerne større, og sidespejlene sidder i en ny position. – Udsynet i den nye lastbil er fantastisk. Du har godt udsyn både fremad og til siderne, og der er ingen spejle i vejen, siger Joakim Eriksson.

Torbjörn Forsman er den chauffør, der har brugt mest tid bag rattet på den nye FMX. Hver uge kontakter han felttestafdelingen hos Volvo Trucks for at diskutere, hvordan lastbilen og mange af de nye funktioner fungerer. Han mener, den nye lastbil er en stor opgradering i forhold til den, han normalt kører.

– Ud over det forbedrede udsyn er det nye førerhus mere rummeligt. Der er mere plads både over og omkring chaufføren. Det er også vigtigt, at arbejdet ikke er for hårdt for kroppen. Jeg holder meget af mit job og vil fortsætte med at køre, så længe jeg kan. Det gør en stor forskel, at førerhuset på den nye Volvo FMX har lav indstigning. Det betyder også meget, at den har Volvo Dynamisk Styring (VDS), der gør det lettere at styre lastbilen, især når pladsen er trang, siger han.

Torbjörn Forsman er en forholdsvist ny medarbejder hos EG Eriksson, men han har udfyldt forskellige roller i familiefirmaet siden begyndelsen af 1980'erne. Og han har kørt betonlastbil omtrent lige så længe. Som chauffør tilbringer Torbjörn Forsman det meste af sit skift i lastbilen. – Førerhuset bliver nærmest en kollega. Derfor er det vigtigt, at alt fungerer, som det skal, og at der er masser af plads, gode opbevaringsløsninger og nye funktioner, som gør jobbet lettere. Den nye FMX har det hele, siger han.

Højkonjunkturen i byggebranchen i Skellefteå vil fortsætte et par år endnu. Hvad der derefter sker, er der til gengæld ingen, der ved. For Joakim Eriksson er den store udfordring at holde sig et skridt foran, både på kort og langt sigt. – I øjeblikket har vi så travlt med at planlægge dagens leverancer, at det er svært at finde tid til at tænke over, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og hvor mange lastbiler og medarbejdere vi får brug for. Betonbranchen er ret uforudsigelig, så måske ville det være en god ide at brede forretningen lidt ud. Jeg håber, at virksomheden fortsætter med at vokse, og at mine børn en dag vil overtage den, afslutter han.

Højkonjunkturen i byggebranchen i Skellefteå vil fortsætte et par år endnu. Hvad der derefter sker, er der til gengæld ingen, der ved. For Joakim Eriksson er den store udfordring at holde sig et skridt foran, både på kort og langt sigt. – I øjeblikket har vi så travlt med at planlægge dagens leverancer, at det er svært at finde tid til at tænke over, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og hvor mange lastbiler og medarbejdere vi får brug for. Betonbranchen er ret uforudsigelig, så måske ville det være en god ide at brede forretningen lidt ud. Jeg håber, at virksomheden fortsætter med at vokse, og at mine børn en dag vil overtage den, afslutter han.

EG ERIKSSON
Historie: 
Den familieejede virksomhed blev grundlagt i 1953 af Erik Gustav Eriksson i Klutmark uden for Skellefteå i det nordøstlige Sverige. I de første år havde virksomheden kun én lastbil og kørte med grus og tømmer.
Opgaver: Virksomheden specialiserer sig i transport af beton, hovedsageligt til anlægs- og minebranchen, men kører også med grus til betonfabrikkerne. Den har desuden et par køretøjer til andre opgaver. 
Grundlagt: 1953
Ejere: Joakim Eriksson og Urban Eriksson
Antal medarbejdere: 20
Antal lastbiler: 10 Volvo FH og 2 Volvo FMX. Siden marts 2019 har virksomheden desuden testet en ny Volvo FMX.
Transportopgaver: transport af beton og grus
Største kunde: Byggbetong John Dahlgren