Volvo Trucks

Danmark

×

Volvo FH16 med I-Shift med krybegear trækker 750 tons

| 10 min. læsning
I en storslået ydelsestest lykkes det for en Volvo FH16 med I-Shift med krybegear at trække et 300 meter langt og på 750 tons tungt containervogntog fra stilstand.
Volvo FH16 med I-Shift med krybegear trækker 750 tons
Formålet med rekordtransporten er at demonstrere, hvad I-Shift er i stand til

Formålet med den rekordtunge transport er at demonstrere, hvad I-Shift-gearkassen med krybegear er i stand til. Dens trækkraft ved start er helt unik på markedet for serieproducerede lastbiler. Krybegearets udveksling gør det muligt at trække virkelig tung last, starte fra stilstand i vanskeligt terræn og køre med hastigheder helt ned til 0,5 km/t. Normalt bruger man specialbyggede lastbiler til meget tunge laster, men til vores store ydelsestest bruger vi en Volvo FH16, der nærmest lige er rullet af samlebåndet på fabrikken.

 

At håndtere en vogntogsvægt på mere end 700 tons med en almindelig, serieproduceret lastbil er virkelig helt utroligt.

 

På Volvo Trucks' YouTube-kanal kan du se filmen »Volvo Trucks vs 750 tonnes« med Magnus Samuelsson, tidligere kåret som verdens stærkeste mand, og lastbiljournalist Brian Weatherley. – At Volvo Trucks har udviklet et automatgear, der kan trække en vogntogsvægt på 325 tons er imponerende, sagde Brian Weatherley under optagelserne på Gøteborgs havn. – Men at håndtere en vogntogsvægt på mere end 700 tons med en almindelig, serieproduceret lastbil er virkelig helt utroligt. Jeg har aldrig set noget lignende i mine 30 år som lastbiljournalist.

 

Hvordan gjorde vi det? 
Det er en vinterdag i starten af 2016. På havnen i Gøteborg sætter en teleskoplæsser den sidste skibscontainer på et vogntog, der er mere end 300 meter langt. De 40 containere er fyldt med Volvo-reservedele, som skal sendes til forskellige destinationer rundt om i verden. Men lige nu bliver de brugt i et forsøg på at sætte verdensrekord: En Volvo FH16 750-lastbil vil forsøge at trække lasten på 750 tons. Forhåbentlig vil det være muligt takket være I-Shift med krybegear. Den kan sætte i gang med 325 tons, men kan den klare 750? – Jeg har regnet med det. Det skulle ... det skulle være muligt, siger Niklas Öberg, en af de ingeniører, der udviklede den nye gearkasse.

 

En container, der skal læsses på. Testen kan snart begynde.

 

Forholdene skal være perfekte

Magnus Samuelsson, tidligere kåret som verdens stærkeste mand, går langs kajen og ser ud over havneindløbet. – Jeg har stået over for mange hårde udfordringer gennem årene, men jeg har aldrig prøvet kræfter med så mange tons, siger Magnus Samuelsson.

Når alt er klart, skal han køre lastbilen sammen med journalist Brian Weatherley. – Det er imponerende, at Volvo Trucks har udviklet et automatgear, der kan trække en vogntogsvægt på 325 tons. Men at håndtere en vogntogsvægt på mere end 700 tons med en enkelt, serieproduceret lastbil er virkelig helt fantastisk. Jeg har aldrig set noget lignende i mine 30 år som lastbiljournalist, siger Brian Weatherley.

For at en enkelt lastbil kan trække 750 tons, skal forholdene være perfekte. Hele vogntoget skal læsses omhyggeligt, så det ikke bryder sammen. Alle anhængerkoblinger skal kontrolleres, og lufttrykket i alle 204 dæk skal justeres hele tiden. Desuden skal underlaget være tørt, da fugt kan få lastbilen til at glide. Holdet diskuterer vejret. For kun få dage siden regnede og blæste det uophørligt, men lige nu ser det ud til, at det faktisk er muligt. – Hvis vejret holder, tror jeg, vi kan gøre det, siger Niklas Öberg.

Under det første forsøg løftes forenden af førerhuset op i luften.

Det første forsøg 

20 minutter senere har han søgt tilflugt i sin bil. Udenfor vælter regnen ned. Det er en kort, men kraftig byge, som efterlader store vandpytter på vejen omkring og under køretøjet. Det pludselige vejrskift truer hele projektet, og de bliver nødt til at vente. Så begynder det at sne. Inden for få minutter er hele havnen klædt i hvidt. Dernæst kommer der hagl, tæt fulgt af en storm. Vinden flår i afmærkningstapen, og en projektør vælter og rammer jorden med fuld kraft.

Holdet løber rundt om lastbilen og prøver at redde udstyret. Magnus Samuelsson og Brian Weatherley sidder med bekymrede miner i førerhuset bag de hårdtarbejdende vinduesviskere. Måneders planlægning er nu prisgivet det lunefulde vejr. Men stormen driver over, lige så hurtigt, som den kom. Varmen fra lastbilen smelter sneen under dækkene, og snart er den centimetertykke sne kun et tyndt lag pudder. Holdet signalerer til førerhuset, at de skal gøre et forsøg. Motoren spinder, Magnus sætter i det laveste krybegear og gasser op. Men noget går galt. Lastbilen brøler, og forenden af førerhuset løftes op i luften. – Stop! Stop! skriger Niklas Öberg og vifter med armene. Magnus slipper gaspedalen, og forenden af førerhuset rammer asfalten.

 

Containertransporten nærmer sig målstregen 100 meter fra startstedet.

 

Containertransport på 750 tons med I-Shift med krybegear

Holdet efterser anhængerne og sætter tryk på luftsystemet for at udløse bremserne på hver enkelt anhænger, så der kan gøres et nyt forsøg. Magnus læner sig tilbage og træder på gaspedalen. Motoren buldrer, og først sker der intet. Så begynder det: En superlangsom bevægelse fremad. Langsomt men sikkert kryber den 300 meter lange containertransport på 750 tons fremad. Lastbilen nærmer sig målstregen – 100 meter fra startstedet – og publikum jubler, da den passerer. 

Se hele filmen her

 

FAKTA OG TAL


Lastbilens specifikationer

Volvo FH16, 750 hk med standardkonfiguration og Volvos stærkeste aksler fra Volvos almindelige produktprogram.

  • For at kunne klare trykket på drivakslen var pladen under drejeskammelen blevet forstærket.

 

Sådan tacklede vi udfordringen

  • Inden testen blev udført, måtte der tages adskillige sikkerhedsforanstaltninger. Koblingerne mellem de 20 anhængere måtte f.eks. kontrolleres grundigt, og lufttrykket i alle 204 dæk var omhyggeligt justeret.
  • 40 containere blev læsset på anhængerne. Containerne blev læsset på i par oven på hinanden.
  • Alt i alt havde lastbil, anhængere og containere en samlet vægt på over 750 tons.
  • For at opnå tilstrækkelig friktion mellem dæk og vejbelægning blev der placeret en last på 40 tons over drivakslerne. Lastbilen kørte 100 meter med vogntoget.

 

Andre ting, der vejer 750 tons

  • 57 Volvo FH16-lastbiler
  • 350 Volvo XC90-personbiler
  • 150 fuldvoksne elefanter
  • 4 Boeing 747-jumbojets
  • Lidt over 4,5 vindmøller

 

I-Shift med krybegear

  • I-Shift med krybegear er en videreudvikling af Volvo Trucks' automatiske I-Shift-automatgearkasse.
  • I-Shift med krybegear er specielt udviklet til at give enestående startevne og til kørsel med ultralave hastigheder.
  • Med I-Shift med krybegear kan der køres med en hastighed på helt ned til 0,5-2 km/t, og der kan startes fra stilstand med en vogntogsvægt på 325 tons, hvilket er en unik præstation for serieproducerede lastbiler med automatgearkasse.
  • Gearkassen fås som enten en gearkasse med direkte drev eller med overgear med et eller to udvekslingsforhold for krybegearet. Det er også muligt at specificere to ekstra krybegear til bakgearet.
  • Krybegearene tilføjes en almindelig I-Shift-gearkasse. Adskillige af komponenterne er fremstillet i højstyrkemateriale for at kunne håndtere de høje belastninger. Gearkassen er 12 cm længere end en almindelig I-Shift-enhed.
  • I-Shift med krybegear fås til Volvo Trucks’ 13- og 16-liters motorer i Volvo FM, Volvo FMX, Volvo FH og Volvo FH16.

 

 

Relaterede artikler