Trucks

Volvo Trucks har leveret den første, fuldelektriske tunge betonmixer til CEMEX

| 3 min | 3 min
Volvo Trucks har leveret den første fuldelektriske og emissionsfrie tunge betonmixer til CEMEX. Den batterielektriske lastbil, en Volvo FMX Electric, er den seneste udvikling i en aftale indgået mellem Volvo og CEMEX i 2021 om globalt samarbejde inden for elektrificerede lastbilløsninger med henblik på at reducere CO2-udslip og forbedre produktiviteten.
Volvo Trucks har leveret den første, fuldelektriske tunge betonmixer til CEMEX
Volvo Trucks har leveret den første, fuldelektriske tunge betonmixer til CEMEX

Den tunge Volvo FMX Electric lastbil blev overdraget fra Volvo Trucks til CEMEX ved et arrangement i Berlin i Tyskland i går. Lastbilen har kapacitet til en hel dags arbejde med en enkelt opladning i løbet af arbejdsdagen i chaufførens lovbefalede hvilepause. Betonmixeren bliver sat i normal drift på et produktionsanlæg for færdigblandet beton i bydelen Spandau i Berlin i løbet af denne måned. Elektrificering af betontransport er udfordrende på grund af de tunge belastninger samt krav om kontinuerlig blanding af betonen under kørslen. I takt med, at omfanget af tung, elektrificeret transport gradvist øges, arbejder Volvo Trucks og CEMEX på at udvikle og skalere de teknologier, der er nødvendige for at gøre emissionsfri transport til en realitet også i den krævende anlægsbranche.

“Vi er meget glade for at tage dette vigtige skridt i partnerskabet med CEMEX. Begge vores virksomheder har forpligtet sig til ambitiøse bæredygtighedsmål, og tæt samarbejde er vejen dertil. Sammen vil vi arbejde for at implementere emissionsfri transport i anlægsbranchen. Vores fuldelektriske lastbiler udleder ingen emissioner, og deres lydløse drift giver også et bedre miljø for folk, der arbejder på byggepladserne, såvel som for beboere, der bor i nærheden,” siger Roger Alm, Præsident for Volvo Trucks.

“CEMEX har forpligtet sig til at blive en netto CO2-fri virksomhed. Innovation og samarbejde er kernen i denne forpligtelse,” siger Fernando A. González, koncernchef for CEMEX. “Vores partnerskab med Volvo Trucks har et utroligt potentiale for at bidrage til at gøre vores virksomhed helt CO2-neutral. Introduktionen af vores første fuldelektriske betonmixer er et stærkt fremskridt i den retning.

CEMEX og Volvo Group er stiftende medlemmer af den såkaldte “First Movers”-koalition, der er et samarbejde under World Economic Forum med den amerikanske præsident Joe Bidens særlige udsending for klima, John Kerry. Her kan virksomheder indgå bindende købsforpligtelser, der skaber efterspørgsel på CO2-neutrale teknologier på markedet. Volvo Trucks og CEMEX har her forpligtet sig til at nå deres ambitiøse bæredygtighedsmål og bidrage til at reducere CO2-udledningen i den globale økonomi.

Volvo Trucks tilbyder det mest komplette program af fuldelektriske lastbiler i den globale lastbilindustri, med lastbiler med kapacitet fra 16 tons totalvægt til 44 tons vogntogsvægt, der dækker alt fra bydistribution og renovationskørsel til anlægskørsel og regional fjerntransport. Volvo Trucks er markedsleder inden for tunge, elektriske lastbiler (≥ 16 tons totalvægt) i Europa og USA. Virksomhedens mål er, at halvdelen af det samlede salg af nye Volvo-lastbiler vil være elektriske i 2030. Volvo Trucks har desuden forpligtet sig til at opnå netto nul-udslip af CO2 i hele værdikæden senest i 2040.

CEMEX er en global leverandør af byggematerialer, der bl.a. producerer og leverer cement, færdigblandet beton, blandingsmaterialer samt udviklingsløsninger i bebyggede områder på markeder over hele verden.

Fakta om Volvo FMX Electric betonmixer:
Fuldelektrisk drivline med to motorer med en samlet ydeevne på 330 kW

Batterier: 4 stk. driftsbatterier med en samlet kapacitet på 360 kWh

Betonmixer-aggregatet drives af et hydrauliksystem, der får sin energi fra et af lastbilens driftsbatterier

Gearkasse: Volvo I-Shift

Akselafstand: 4.100 mm

Opbygning: Betonmixer, 9 m³

 

LINK til billeder i høj opløsning

For yderligere information kontakt venligst

Volvo Danmark A/S
Joakim Nilsson
Forretningsudviklingschef - Zero Emissions
E-mail: joakim.jn.nilsson@volvo.com 
Telefon: 61 82 78 98

 

Jan Hjørne-Larsen
Marketing- og CRM Manager
E-mail: jan.hjorne-larsen@volvo.com
Telefon: 22 37 26 94

 

Volvo Trucks leverer komplette transportløsninger til professionelle og krævende kunder. Virksomheden kan levere en komplet serie af mellemstore og tunge lastbiler gennem et stærkt forhandlernetværk med 2.300 servicepunkter i mere end 130 lande. Volvos lastbiler bliver produceret på produktionsanlæg i 12 lande verden over. I 2023 leverede Volvo mere end 145.000 lastbiler på verdensplan. Volvo Trucks er en del af Volvo Group, en af verdens førende producenter af lastbiler, busser og entreprenørudstyr samt marine- og industrimotorer. Koncernen leverer desuden finansierings- og serviceløsninger. Volvo Trucks arbejde er baseret på kerneværdierne kvalitet, sikkerhed og miljø.