I dag indvies de første ladestandere til elektriske lastbiler i Hillerød. Ladestanderne fra Norlys, to PowerCubes med 4 ladeudtag, er placeret på Lokesvej 1 i Hillerød hos Volvo Truck Center. Volvo og Norlys deler begge en ambition om at bidrage til en grøn omstilling af den tunge transport, og efter dialog opstod muligheden for at bygge offentligt tilgængelige ladestandere til elektriske lastbiler.
Samarbejdet mellem Norlys og Volvo Truck Center er kommet i stand i forbindelse med salg af elektriske lastbiler til transportvirksomheden TransportDanmark A/S. I forbindelse med TransportDanmarks A/S overgang til elektriske lastbiler fremkom der ønske om at finde lade-muligheder i Hillerød til deres nyindkøbte Volvo lastbiler.
De nye ladestandere på Lokesvej 1 i Hillerød er offentlig tilgængelig i Volvo Truck Centers åbningstid hverdage fra kl. 07.00 - 16.00. Volvo Truck Center har lavet en aftale med TransportDanmark A/S om at de kan benytte ladestanderne i løbet af natten således deres elektriske lastbiler kan være klar til brug fra kl. 06.00.
”Den grønne omstilling kræver, at vi tænker anderledes og ser muligheder i nye partnerskaber. Det er samarbejdet med Norlys og TransportDanmark A/S om den nye lademulighed hos Volvo Truck Center i Hillerød et godt eksempel på”, udtaler Marcel Wolff-Matern Salgsdirektør hos Volvo Danmark. Vi har en forventning om at det nye samarbejde kan medvirke til at andre transportvirksomheder i Nordsjælland ser en mulighed i den grønne omstilling af tung transport og samarbejdet derved kan bidrage til at flere investerer i elektriske lastbiler.
”Skal vi lykkes med den grønne omstilling af transportsektoren, er det afgørende, at vognmændene har sikkerhed for, at de kan finde tilstrækkeligt med steder at lade, når de skifter til en ellastbil. Derfor er vi rigtig glade for, at vi i samarbejde med Volvo Truck Center og TransportDanmark A/S nu kan åbne endnu en ladelokation i Hovedstadsområdet,” udtaler Ellen Trolle, direktør for Norlys’ ladestanderforretning.
Indvielsen af de nye ladestandere sker i dag, tirsdag den 21. oktober, ved en åbningsceremoni kl. 12.00 hos Volvo Truck Center, Lokesvej 1 i Hillerød.
Elektrisk knowhow
Med Volvos tidlige indtræden i segmentet for elektriske lastbiler har Volvo opbygget en unik ekspertise inden for elektrisk nul-emission transport. Fordelene ved elektriske lastbiler rækker ud over de miljømæssige gevinster – chaufførerne oplever et markant bedre arbejdsmiljø med et lavere støjniveau og færre vibrationer. Volvo Trucks har også opbygget omfattende kompetencer i at optimere brugen af batteriteknologi, ladeinfrastruktur, servicering af el-lastbiler samt finansiering.