Trucks

Volvo Trucks præsenterer sin anden eldrevne lastvognsmodel inden for tre uger

Bare tre uger efter afsløringen af Volvo Trucks' første 100 % eldrevne lastvogn – Volvo FL Electric – udvider virksomheden nu sit produktprogram med endnu en elektrisk lastvogn. Volvo FE Electric er bygget til tunge distributions- og renovationsopgaver i byen med totalvægte på op til 27 ton. Salget indledes i Europa i 2019.
Volvo Trucks præsenterer sin anden eldrevne lastvognsmodel inden for tre uger

"Med introduktionen af Volvo FE Electric har vi nu et omfattende udvalg af eldrevne lastvogne til bykørsel og tager endnu et strategisk skridt fremad i udviklingen af vores samlede tilbud inden for elektriske transportløsninger. Dette åbner døren til nye former for samarbejde i byerne, hvor der er fokus på at forbedre luftkvaliteten, reducere trafikstøjen og nedbringe trafikpropperne i myldretiden, da de erhvervsmæssige opgaver kan udføres støjfrit og uden udstødningsgasser tidligt om morgenen eller sent om aftenen", siger Claes Nilsson, adm. direktør for Volvo Trucks.

Den første Volvo FE Electric, som er en renovationslastvogn med en opbygning, der er udviklet i samarbejde med Europas største lastvognsopbygger, Faun, tages i drift i begyndelsen af 2019 i Tysklands næststørste by, Hamborg.

"Hamborg, som i 2011 blev udnævnt til Europas miljøhovedstad, har arbejdet længe og effektivt med at forbedre byens grønne og bæredygtige udvikling med et bredt fokus. Dette gælder ikke mindst transportsektoren, hvor eldrevne busser fra Volvo allerede bruges i det offentlige transportnetværk. Erfaringerne og ambitionerne fra dette projekt betyder, at Hamborg er en yderst interessant partner for os", siger Jonas Odermalm, vicedirektør for produktlinierne Volvo FL og Volvo FE hos Volvo Trucks.

Prof. dr. Rüdiger Siechau, admin. direktør for Stadtreinigung Hamburg, ser store miljømæssige fordele ved eldrevne lastvogne i byen.

"Som det er i dag, udleder hver af vores 300 konventionelle renovationslastvogne ca. 31.000 kg CO2 om året. En eldreven renovationslastvogn med et batteri, der kan holde til en fuld vagt på otte til ti timer, er et kæmpestort teknologisk gennembrud. Andre fordele er, at Stadtreinigung Hamburg genererer klimaneutral elektricitet, der kan bruges til at genoplade batterierne."

Den nye Volvo FE Electric kan fås i flere forskellige varianter til forskellige typer transportopgaver. For eksempel med Volvos førerhus med lav indstigning, der gør det let at stige ind og ud af førerhuset og giver chaufføren et fremragende udsyn til den omgivende trafik. Arbejdsmiljøet forbedres også med det lave støjniveau og den vibrationsfri drift. Batterikapaciteten kan optimeres, så den passer til de specifikke behov, og opladningen finder sted enten via det almindelige elnet eller hurtigopladningsstationer.

"Vores helhedsorienterede løsninger til eldrevne transportløsninger er designet til at passe til den enkelte kundes og bys specifikke behov. Ud over køretøjerne tilbyder vi også alt lige fra ruteanalyser til serviceydelser og finansiering via vores netværk af forhandlere og værksteder rundt om i hele Europa. Vi har også et tæt samarbejde med leverandører af infrastrukturen til strømdrift", siger Jonas Odermalm.

Fakta, Volvo Trucks' eldrevne lastvogne Volvo FE Electric

  • 100% eldreven lastvogn til distributionskørsel, renovationskørsel og andre anvendelser i bymiljøer, totalvægt 27 ton.
  • Drivline: To elmotorer med maks. effekt på 370 kW (260 kW kont. effekt) med en 2-trins transmission fra Volvo. Maks. moment, elmotorer 850 Nm. Maks. moment bagaksel 28 kNm.
  • Energilagring: Lithium-ion-batterier, 200-300 kWh.
  • Rækkevidde: Op til 200 km
  • Opladning: Valg mellem to forskellige opladningssystemer. CCS2: Maks. opladningseffekt 150 kW DC. Laveffektopladning: Maks. opladningseffekt 22 kW AC.
  • Opladningstid: Fra afladede til fuldt opladede batterier (300 kWh): CCS2150 kW ca. 1,5 time, laveffektopladning ca. 10 timer.

Volvo FL Electric

  • 100% eldreven lastvogn til distributionskørsel, renovationskørsel og andre anvendelser i bymiljøer, totalvægt 16 ton.
  • Drivline: Elmotor med maks. effekt på 185 kW (130 kW kont. effekt) med en 2-trins transmission fra Volvo. Maks. moment, elmotor 425 Nm. Maks. moment bagaksel 16 kNm.
  • Energilagring: Lithium-ion-batterier, samlet 100-300 kWh.
  • Rækkevidde: Op til 300 km.
  • Opladning: Valg mellem to forskellige opladningssystemer. CCS2: Maks. opladningseffekt 150 kW DC. Laveffektopladning: Maks. opladningseffekt 22 kW AC.
  • Opladningstid: Fra afladede til fuldt opladede batterier: hurtigopladning 1-2 timer (DC-opladning), opladning om natten op til 10 timer (AC-opladning) med maks. batterikapacitet på 300 kWh

Link til billeder i høj opløsning:  

https://bit.ly/2r34OsL