Trucks

Volvo Trucks lancerer salget af eldrevne lastbiler til bytransport

Volvo Trucks starter salget af de eldrevne Volvo FL- og Volvo FE-lastbiler på udvalgte markeder i Europa for at imødekomme den stigende efterspørgsel på bæredygtige transportløsninger i bymiljøer.
Volvo FL og Volvo FE Electric
Volvo FL og Volvo FE elektriske lastbiler åbner op for et stort potentiale inden for byplanlægning, idet de kan bruges i indendørs læsseområder og miljøzoner.

De eldrevne lastbiler uden udstødningsemissioner og med reduceret støjniveau har et stort potentiale til anvendelse i byområderne. For det første gør det nedsatte støjniveau det muligt at udføre distributionskørsel og renovationskørsel tidligt om morgenen, sent om aftenen eller endda om natten, hvilket bidrager til at forbedre transportlogistikken og nedbringe trafikpropperne i myldretiden. For det andet sikrer de eldrevne lastbiler en bedre luftkvalitet og mindre støj, hvilket giver nye muligheder for byplanlægning og infrastruktur. En eldrevet lastbil kan f.eks. bruges i indendørs læsseområder og miljøzoner.

”Den globale urbanisering kræver stadig større fokus på byernes logistik og lastvognstransport med nul emissioner og mindre støj. Med Volvo FL Electric og Volvo FE Electric kan vi imødekomme både de høje miljøkrav såvel som vores kunders høje kommercielle krav", fortæller Jonas Odermalm, vice president for Electromobility.

En af udfordringerne er at maksimere nyttelasten, samtidig med at køredistancen optimeres. 

"Volvo Trucks' løsninger vil være baseret på de individuelle forretningsbehov og tage forskellige parametre med i betragtning, f.eks. kørselscyklusser, lastkapacitet og ruteanalyser, så batterikapaciteten udnyttes på den mest effektive måde", fortsætter Jonas Odermalm.

Volvo FL Electric og Volvo FE Electric blev udviklet i tæt samarbejde med udvalgte kunder i Gøteborg i Sverige. Deres feedback har været meget positiv, og de chauffører, der er involveret i samarbejdet, er især imponerede over den hurtigt reagerende drivline, den glidende acceleration, samt hvor støjsvage lastbilerne er. 

"Selvom kundernes feedback har været positiv", forklarer Jonas Odermalm, "anerkender vi, at opladningsinfrastrukturen stadig er under udvikling i de fleste byer, og vi samarbejder da også med både offentlige og private partnere for at komme til enighed om en langsigtet strategi for en udvidelse af opladningsinfrastrukturen. Det står dog helt klart, at tempoet i udviklingen af opladningsinfrastrukturen skal øges." 

For at imødegå klimaforandringerne vil det kræve flere tilgængelige drivlineteknologier. 

”Eldrevne køretøjer, der oplades med el fra vedvarende energikilder, er i sandhed et vigtigt skridt hen imod en mere bæredygtig distributionskørsel i byerne. Der vil dog ikke være én enkelt energikilde, der kan løse klimaforandringerne og alle andre miljøproblemer. Forskellige typer transport kræver forskellige typer drivlineløsninger", konkluderer Jonas Odermalm.

Fakta om Volvo FL Electric og Volvo FE Electric

• Volvo FL Electric- og Volvo FE Electric-lastbilerne er udviklet til distribution, affaldshåndtering og andre anvendelser i bymiljøerne. 

• Salget starter i Sverige, Norge, Tyskland, Schweiz, Frankrig og Holland. 

• På det danske marked vil der være salgsstart i uge 25 med produktion i uge 37. 

• Volvo FL Electric har kapacitet til en totalvægt på 16 ton, mens totalvægten for Volvo FE Electric er 27 ton.

Læs mere om Volvo Trucks' initiativer inden for elektromobilitet på www.volvotrucks.dk/elektromobilitet


Link til billeder i høj opløsning.

Link to pdf.

Yderligere oplysninger fås ved at kontakte:
 

Helle Hessel
Marketing, Communication & PR Director, Volvo Trucks
E-mail: helle.hessel@volvo.com
Tlf.: +45 40 16 06 37

 

Volvo Trucks leverer komplette transportløsninger til professionelle og krævende kunder. Virksomheden kan levere en komplet serie af mellemtunge og tunge lastvogne gennem et stærkt forhandlernetværk med 2.100 servicepunkter i mere end 130 lande. Volvos lastvogne bliver produceret på produktionsanlæg i 14 lande verden over. I 2019 leverede Volvo mere end 131.000 lastvogne på verdensplan. Volvo Trucks er en del af Volvo Gruppen, en af verdens førende leverandører af lastvogne, busser og entreprenørmaskiner samt marine- og industrimotorer. Gruppen leverer desuden finansierings- og serviceløsninger. Volvo Trucks’ arbejde bygger på kerneværdierne kvalitet, sikkerhed og miljø.