Volvo har nu taget sit Volvo FH I-Save-koncept et skridt videre for at sikre maksimal optimering af motorernes forbrændingsproces. Det er sket ved at tilpasse brændstofinjektorer, kompression og knastaksel specifikt til nye, raffinerede og unikke stempler med bølgeformet forbrændingskammer. Den samlede vægt og indre friktion er også blevet reduceret, lige som den højt ydende turbolader og oliepumpe er blevet opgraderet. Selv olie-, brændstof- og luftfiltrene har fået patenterede forbedringer for bedre ydeevne.
“Med udgangspunkt i en i forvejen højt ydende motor har vi kigget grundigt på mange kritiske detaljer, som tilsammen giver betydelige besparelser. Det handler om at få mere brugbar energi ud af hver eneste dråbe brændstof,” siger Helena Alsiö, Vicepræsident for Powertrain Product Management hos Volvo Trucks.
Blødere, smartere og hurtigere
Hjertet i Volvos I-Save er 13-liters motoren D13TC med Volvos egen Turbo Compound-teknologi, der gør det muligt at køre med lavere motoromdrejninger og i højere gear i længere tid ad gangen. Resultatet er en jævnere og mere rolig kørsel. Motoren kan køre med høj effektivitet i hele omdrejningsområdet, men med det bedste resultat mellem 900 og 1.300 o/min.
Ud over alle hardware-opdateringerne er der introduceret en ny software-generation i motorstyringen, som igen kommunikerer med en opdateret I-Shift-gearkasse. Resultatet forbedrer ikke kun brændstoføkonomien men giver også klart forbedrede køreegenskaber, da den intelligente opdatering af gearskiftestrategien giver hurtigere respons og en endnu mere harmonisk køreoplevelse.
I-Torque er en ny intelligent software for styring af motorens drejningsmoment, der øger energieffektiviteten ved at analysere online-data fra et digital topografisk kort i høj opløsning i I-See-systemet og tilpasse kørslen til den faktiske rute. I-See bruger information om den planlagte rute til at udnytte lastbilens bevægelsesenergi bedst muligt ved kørsel i kuperet terræn. Den nye I-Torque-funktion styrer gearvalg, motormoment og bremsning, når I-Cruise er aktiveret
“For at spare brændstof starter lastbilen i Eco-tilstand, og chaufføren har altid nem adgang til den nødvendige trækkraft og kan se frem til hurtigere gearskift og tilpasning af drejningsmomentet fra drivlinen,” fortsætter Helena Alsiö.
Ved kørsel over lange strækninger spiller lastbilens aerodynamik en vigtig rolle for brændstoføkonomien, og der er foretaget adskillige ændringer for at forbedre luftstrømmen som bl.a. mindre mellemrum i førerhusfronten samt yderligere forlængelser af dørene.
I-Save har tjent Volvos lastbilkunder godt, siden konceptet blev lanceret i 2019. Som svar på den store interesse tilføjer Volvo nu et nyt effektniveau på 420 hk til de velkendte effektniveauer på 460 og 500 hk. Alle motorer er certificeret til at køre på HVO100, et bæredygtigt dieselbrændstof i form af hydrogenereret vegetabilsk olie.
Volvo Trucks' FH- FM- og FMX-lastbiler med standard 11- og 13-liters Euro 6-motorer får også glæde af opdateringer, der vil øge energieffektiviteten.
På vej mod fossilfri transport
Volvo Trucks’ mål er, at elektriske lastbiler skal tegne sig for halvdelen af lastbilsalget i 2030. Forbrændingsmotoren vil dog fortsat spille en rolle, og den forbedrede effektivitet, der kommer fra disse nye I-Save-fremskridt i drivlinen, er en vigtig måde at bidrage til at sænke CO2-udledningen.
“Vi har forpligtet os til Paris-aftalen om klimaændringer, og vi tager håndfaste skridt til dramatisk at sænke CO2-emissionerne fra godstransporter på landevej. Selv om vi ser elektromobilitet som hovedløsningen i det længere perspektiv, vil energieffektive forbrændingsmotorer fortsat yde et vigtigt bidrag i mange år fremover,” fastslår Helena Alsiö.
LINK til billeder i høj opløsning.
Claus Jensen
Product Manager, Volvo Danmark A/S
E-mail: claus.henrik.jensen@volvo.com
Tlf.: +45 30 50 62 05
Volvo Trucks leverer komplette transportløsninger til professionelle og krævende kunder. Virksomheden kan levere en komplet serie af mellemstore og tunge lastbiler gennem et stærkt forhandlernetværk med 2.200 servicepunkter i mere end 130 lande. Volvos lastbiler bliver produceret på produktionsanlæg i 13 lande verden over. I 2021 leverede Volvo mere end 123.000 lastbiler på verdensplan. Volvo Trucks er en del af Volvo Gruppen, en af verdens førende producenter af lastbiler, busser og entreprenørudstyr samt marine- og industrimotorer. Koncernen leverer desuden finansierings- og serviceløsninger. Volvo Trucks’ arbejde er baseret på kerneværdierne kvalitet, sikkerhed og miljø.