Trucks

Volvo Trucks får ny ordre på 100 elektriske lastbiler fra DFDS

Volvo Trucks har modtaget en ordre på 100 elektriske lastbiler fra logistikvirksomheden DFDS. Med denne seneste ordre vil DFDS næsten fordoble sin flåde af elektriske Volvo-lastbiler til i alt 225 enheder – den største firmaflåde af tunge elektriske lastbiler i Europa.
Volvo Trucks får ny ordre på 100 elektriske lastbiler fra DFDS
Volvo Trucks får ny ordre på 100 elektriske lastbiler fra DFDS. Fra venstre mod højre: Roger Alm, President Volvo Trucks, Niklas Anderson, Executive Vice President, Logistic Division at DFDS.

DFDS, der er en af de største shipping- og logistikvirksomheder i Nordeuropa, oplever en stigende efterspørgsel efter transportløsninger med lavere miljøbelastning. Virksomheden har afgivet endnu en ordre på 100 elektriske lastbiler fra Volvo. Tidligere har DFDS købt i alt 125 tunge elektriske lastbiler fra Volvo.

 

DFDS har i øjeblikket 95 elektriske Volvo-lastbiler i drift i Sverige, Danmark, Litauen, Belgien og Holland, mens de resterende 30 i den første store ordre forventes leveret i løbet af 2024. Takket være den voksende elektriske lastbilflåde havde DFDS reduceret CO2-emissionerne med 1.516 tons ved udgangen af 2023.*

 

”Jeg er meget stolt af at fortsætte vores tætte samarbejde med DFDS. Denne ordre på yderligere 100 elektriske Volvo-lastbiler er et bevis på DFDS’ tillid til vores virksomhed. Den store stigning i deres elektriske lastbilflåde viser, at nul-emissionstransport er en levedygtig løsning allerede her og nu”, siger Roger Alm, President for Volvo Trucks.

 

De nye elektriske lastbiler vil blive indsat på ni af DFDS’ markeder i hele Europa, herunder Storbritannien, Irland, Holland, Belgien og Sverige. Lastbilerne vil være af de opdaterede og mere energieffektive versioner af Volvo FH Electric- og FM Electric-modellerne.

 

DFDS har i øjeblikket den største flåde af tunge elektriske lastbiler i Europa og er godt i gang med at nå sit mål om at have mindst 25 % af sin lastbilflåde elektrificeret i 2030.

 

”Vi vil føre an i omstillingen til mere bæredygtig vejtransport. Vores voksende flåde af elektriske lastbiler vil ikke kun bidrage til at reducere klimapåvirkningen af vores drift. Den vil også gøre det muligt for DFDS at støtte flere virksomheder, der ønsker at reducere CO2-udledningen i deres forsyningskæder. De 100 nye elektriske lastbiler understreger vores forpligtelse til at skubbe udviklingen fremad”, siger Niklas Anderson, EVP, Logistic Division hos DFDS.

 

Nogle af de nye elektriske lastbiler skal bruges til at transportere gods til og fra Volvo Trucks samlefabrik i Gøteborg.

 

Siden 2019 har Volvo Trucks leveret elektriske lastbiler til kunder i 45 lande på seks kontinenter. Volvo tilbyder i øjeblikket branchens bredeste produktsortiment med otte elektriske lastbilmodeller, der imødekommer en lang række transportopgaver i og mellem byer.

 

 

* Well-to-wheel. Kilde: DFDS, dfds.com

 

 

LINK til billeder i høj opløsning

LÆS om Volvos udvalg af elektriske lastbiler

PRØV vores værktøj til beregning af den samlede miljøpåvirkning i hele lastbilens levetid

For yderligere information kontakt venligst

Volvo Danmark A/S
Joakim Nilsson
Forretningsudviklingschef - Zero Emissions
E-mail: joakim.jn.nilsson@volvo.com 
Telefon: 61 82 78 98

 

Jan Hjørne-Larsen
Marketing- og CRM Manager
E-mail: jan.hjorne-larsen@volvo.com
Telefon: 22 37 26 94

 

Volvo Trucks leverer komplette transportløsninger til professionelle og krævende kunder. Virksomheden kan levere en komplet serie af mellemstore og tunge lastbiler gennem et stærkt forhandlernetværk med 2.300 servicepunkter i mere end 130 lande. Volvos lastbiler bliver produceret på produktionsanlæg i 12 lande verden over. I 2023 leverede Volvo mere end 145.000 lastbiler på verdensplan. Volvo Trucks er en del af Volvo Group, en af verdens førende producenter af lastbiler, busser og entreprenørudstyr samt marine- og industrimotorer. Koncernen leverer desuden finansierings- og serviceløsninger. Volvo Trucks arbejde er baseret på kerneværdierne kvalitet, sikkerhed og miljø.