Som lastvognsmekaniker hos Volvo arbejder du med reparation, service og vedligeholdelse af vores produkter. En lastbil er et meget komplekst køretøj, hvorfor arbejdsopgaverne på et lastbilværksted er meget afvekslende.
Opgaverne kan variere fra rutinepræget servicearbejde til krævende diagnose- og fejlfindingsopgaver hvor produkt- og systemkendskab er nøglen til succes. Hos Volvo er vi meget bevidste om, at lastvognsmekanikeren spiller en stor rolle i den samlede kundeoplevelse. Derfor har alle lastvognsmekanikere en individuel uddannelsesplan, der typisk består af e-learning og fagtekniske kurser på vores eget Volvo Akademi.
Hos Volvo er det også muligt at videreuddanne sig til nøgletekniker. Som certificeret nøgletekniker i Volvos servicenetværk er man afdelingens specialist inden for Volvos diagnosticerings- og reparationsprocedurer – herunder systematisk fejlsøgning, kontrol og reparationsprocesser, afprøvning og overlevering til kunde. Man behersker alle supportprogrammer som f.eks. tester og oscilloskop. Nøgleteknikeren er den, der kan bistå kolleger med systematisk fejlsøgningsmetodik, så der effektivt kan stilles en diagnose og et professionelt løsningsforslag, som lever op til Volvos kundeløfter.
Udover at kunne videreuddanne sig til nøgletekniker, har vi også flere mekanikere som er blevet sælgere, specialister (som produktspecialist, uddannelseskonsulent m.v.) samt ledere på alle niveauer i organisationen. Da vi er en international organisation, kan der være muligheder for at komme til udlandet.
Med en uddannelse hos Volvo Trucks får du masser af muligheder, og det er op til dig selv, hvor på karrierestigen du stopper!
Som udlært lastvognmekaniker får du et spændende job, hvor hverken arbejdsdagene eller kundernes udfordringer er ens. Du kommer på masser af fagkurser både på vores egen serviceskole og via e-learning.
Via lederuddannelser kan du også udvikle dig til jobbet som værkfører, hvor du bliver hele omdrejningspunktet mellem vores kunder og vores mekanikere. Og pludselig er det dig, der er ansvarlig for vores lærlinge.
Andre udlærte mekanikere har søgt jobbet som salgssupporter for derigennem at lære alle de administrative processer, der ligger bag en solgt lastvogn. Og via salgssupport eller direkte fra værkstedet har de største salgstalenter trådt direkte ind som juniorsælgere for derefter at skabe sig en flot karriere som sælger, salgschef eller endda salgsdirektør.