David Gustafsson fra Sverige er ved at bygge en Volvo FH Aero Electric i fuld størrelse af LEGO® klodser. Når den står færdig, bliver den den første lastbil af sin slags i verden, som man kan køre i. Men hvordan opstod idéen, og præcis hvor mange klodser skal der til for at bygge en lastbil i fuld størrelse?
At bygge med LEGO®-klodser er ikke bare en almindelig hobby for David. Interessen fra barndommen førte ham hele vejen til vinderlisten i det populære tv-program LEGO® Masters Sverige. Siden har han startet sin egen virksomhed, der arrangerer events med LEGO® i fokus, og i dag er det at bygge med klodser også en del af hans arbejdsdag.
“Jeg kan godt lide at se, at arbejdet skrider frem, og at løse de problemer og udfordringer, der opstår undervejs. Lastbilen bliver mit hidtil største byggeprojekt, men en verdensrekord har aldrig været mit primære mål. Selvfølgelig ville det være fantastisk at sætte en rekord, når den står færdig, men jeg gør det først og fremmest, fordi det er sjovt, og fordi jeg kan,” fortæller David.
Det var Volvo FH Aero Electric karakteristiske farve, der fangede Davids interesse fra begyndelsen.
“Jeg kunne virkelig godt lide farven. LEGO® farven Teal, som kommer tættest på, er også lidt af en sjældenhed. Den forsvandt fra sortimentet, men vendte tilbage efter at have været meget populær i 90’erne.”
Hans første store LEGO® projekt var en bil i fuld størrelse: den første bil, han selv ejede, en hvid Volvo V70, som det tog ham 4,5 år at bygge. Derefter faldt det ham naturligt at bygge en lastbil med hjælp fra CAD-tegninger, han selv fandt, og fotos. Selv om det er den mindste tilgængelige konfiguration af FH Electric, er den stadig en udfordring at bygge.
“Detaljerne er både det sjoveste og det mest krævende ved projektet. Indtil videre har forlygterne været særligt udfordrende. Vi er kun 10 procent inde i byggeriet, men det er netop den slags udfordringer, jeg sætter pris på at overvinde undervejs. Det gælder blandt andet lastbilens store og komplekse konstruktion og arbejdet med at gøre den modulopbygget, så den kan flyttes mellem forskellige arrangementer,” fortæller David.
De første dele af lastbilen blev samlet i december 2025, og David anslår, at det vil tage omkring fire år at gøre den færdig. Når den står færdig, vil den bestå af cirka 1 million dele og veje mellem 2 og 4 ton. De fleste dele klikkes sammen på normal vis, mens nogle limes fast.
“Den bliver kørbar, men selvfølgelig ikke kollisionssikker. Jeg er dog sikker på, at den kan holde sammen. Det skal også være muligt at gå lidt rundt inde i den, så man kan se detaljerne i interiøret. Bagtil får den to enkle elmotorer og et batterisystem, mens den får elektrisk servostyring foran,” fortæller David.
Når lastbilen står færdig, ender den sandsynligvis i garagen ved siden af hans Volvo V70. Indtil da bliver den vist frem ved arrangementer og udstillinger, hvor besøgende endda kan hjælpe med at bygge den.
Læs mere om det nye elektriske modelprogram her.
Alder: 26 år
Stilling: Head of Creativity at BrickEvent
Erfaring med LEGO®: 25 år
Bopæl: Habo, Sverige
Projekt: “Vansinne”: der betyder “vanvid"
Volvo-lastbilmodel: Volvo FH Aero Electric
Størrelse: 6 m lang, 2,5 m bred, 4 m høj
Vægt (indtil videre): 1 ton
Vægt (når den er færdig): Cirka 2-4 tons
Antal klodser (indtil videre): Cirka 70.000
Antal klodser (når den er færdig): Cirka 1 million
Bemærk: Projektet er et selvstændigt initiativ af David Gustafsson og er ikke tilknyttet, godkendt af eller skabt i samarbejde med LEGO Group.