Trucks

Volvo Trucks lancerer en ny generation af tunge lastbiler - med chaufføren i fokus

Volvo Trucks introducerer fire nye lastbiler med stærkt fokus på chaufførmiljøet, sikkerheden og produktiviteten. ”Vi er virkelig stolte af denne store fremadrettede investering. Vores mål er at være vores kunders bedste forretningspartner ved at gøre dem endnu mere konkurrencedygtige og hjælpe dem med at tiltrække de bedste chauffører på et stadig hårdere marked," siger Roger Alm, adm. direktør for Volvo Trucks. De fire tunge lastbiler – Volvo FH, FH16, FM og FMX – repræsenterer omkring to tredjedele af Volvo Trucks' leverancer.
R2A8182 Den nye Volvo Trucks-serie til krævende opgaver
Volvo Trucks lancerer fire nye tunge lastbiler med stærkt fokus på chaufførmiljøet, sikkerheden og produktiviteten.

En forventet stigende efterspørgsel på transport lægger pres på tilgængeligheden af kvalificerede chauffører over hele verden. Undersøgelser viser, at f.eks. i Europa er 20 % af alle chaufførjob ubesatte. For at hjælpe kunderne med at rekruttere og fastholde de bedste chauffører har Volvo Trucks fokuseret stærkt på at udvikle de nye lastbiler, så de er mere sikre, effektive og attraktive arbejdsredskaber for kvalificerede chauffører.

”Chauffører, der håndterer deres lastbil sikkert og effektivt, er et uvurderligt aktiv for enhver transportvirksomhed. Ansvarlig kørselsadfærd kan hjælpe med at reducere CO2-emissionerne og brændstofomkostningerne såvel som at reducere risikoen for ulykker, kvæstelser og ikke planlagt nedetid. Vores nye lastbiler vil hjælpe chaufførerne med at arbejde på en endnu mere sikker og produktiv måde og give vores kunder stærkere argumenter, når de konkurrerer om at tiltrække de bedste chauffører,” fortsætter Roger Alm.  

De forskellige lastbilmodeller i Volvo Trucks' sortiment fås med mange forskellige førerhusmodeller og kan optimeres til en lang række anvendelser. I fjerntransportlastbiler er førerhuset ofte chaufførens andet hjem. I lastbiler til regional transport fungerer det ofte som et mobilt kontor, mens lastbilerne til anlægskørsel er robuste, praktiske arbejdsredskaber. Derfor var udsyn, komfort, ergonomi, støjniveau, manøvredygtighed og sikkerhed fokusområder i udviklingen af de nye lastbilmodeller. Lastbilens ydre er også blevet opgraderet til at afspejle de nye lastbilers egenskaber og skabe et flot overordnet design.

Nyt førerhus, der tilbyder mere plads og forbedret udsyn – Volvo FM og Volvo FMX
Den nye Volvo FM og Volvo FMX har et splinternyt førerhus såvel som mange af de samme funktioner i instrumentdisplayet som deres større Volvo-modstykker. Deres indvendige volumen er øget med op til en kubikmeter, hvilket giver bedre komfort og mere arbejdsrum. Udsynet er nu endnu bedre på grund af større ruder, en sænket dørlinje og nye spejle.

Rattet er udstyret med en justerbar ratstamme, der gør det muligt i højere grad at justere kørestillingen til den enkelte chauffør. Den nederste køje i det lange førerhus er placeret højere end tidligere, hvilket giver større komfort og skaber yderligere opbevaringsplads nedenunder. Dagførerhuset har et nyt 40-liters opbevaringsrum med indvendig belysning på bagvæggen. Komforten i førerhuset er yderligere forbedret gennem forstærket isolering, der hjælper med at holde kulde, varme og støjforstyrrelser ude, mens et sensorstyret klimaanlæg med et kulfilter sikrer en god luftkvalitet under alle forhold.

Alle modeller er udstyret med en ny grænseflade til chaufføren
Chaufførens område har nu en helt ny grænseflade til information og kommunikation, der har til formål at gøre det lettere at få et overblik over og styre de forskellige funktioner, hvilket skaber mindre stress og distraktion. Instrumentdisplayet er fuldt ud digitalt med en 12" skærm, der gør det nemt for chaufføren at vælge de nødvendige oplysninger til enhver tid. Inden for let rækkevidde af chaufføren er der et supplerende 9" sidedisplay til rådighed, der leverer infotainment, navigation, transportoplysninger og kameraovervågning. Funktionerne kan styres via knapper på rattet, via stemmestyring eller via touchscreen og displayets kontrolpanel.

Forbedrede sikkerhedssystemer, der hjælper med at undgå ulykker
Sikkerheden er forbedret yderligere med funktioner såsom adaptivt fjernlys i Volvo FH og Volvo FH16. Systemet forbedrer sikkerheden for alle trafikanter ved automatisk at deaktivere valgte segmenter af LED-fjernlyset, når lastbilen nærmer sig modkørende trafik eller et andet køretøj bagfra.

Kørslen lettes også med en forbedret Adaptiv Cruise Control (ACC) til hastigheder helt ned til 0 km/t og cruise control til kørsel ned ad bakke, der automatisk aktiverer hjulbremserne, når der er behov for ekstra bremsekraft for at opretholde en konstant hastighed ned ad bakke. Det elektroniske bremsesystem (EBS), som er en forudsætning for sikkerhedsfunktioner såsom kollisionsadvarsel med nødbremse og elektronisk stabilitetskontrol leveres nu som standard på den nye lastbil. Volvo Dynamisk Styring med sikkerhedssystemerne sporassistent og stabilitetsassistent er desuden tilgængelige som ekstraudstyr. Et system til genkendelse af vejskilte registrerer vejtrafikskilte, f.eks. begrænsninger for overhaling, vejtype og hastighedsbegrænsninger, og viser dem i instrumentdisplayet.

Udsynet kan forbedres yderligere ved at tilføje et kamera i passagersiden, der giver et supplerende udsyn til siden af lastbilen i sidedisplayet.

Effektive motorer og alternative drivliner
Både miljø og økonomi er vigtige faktorer for transportvirksomheder. Da der ikke vil være en enkelt energikilde, der kan løse alle klimaproblemer, og da forskellige transportsegmenter og -opgaver vil kræve en række forskellige løsninger, vil der fortsat i den nærmeste fremtid komme til at eksistere flere typer drivliner parallelt.

På mange markeder, herunder Danmark, fås Volvo FH og Volvo FM med den Euro 6-kompatible gasdrevne LNG-motor, der tilbyder brændstofeffektivitet og ydeevne på niveau med Volvos tilsvarende diesellastbiler, men med en langt lavere klimapåvirkning. Gasmotoren kan køre på enten biogas, hvilket reducerer CO2 med op til 100 % eller naturgas, der reducerer CO2-emissionerne med op til 20 % sammenlignet med Volvos tilsvarende diesellastbiler. Dette gælder for emissioner fra køretøjet under brug, også kaldet fra tank til hjul.

Den nye Volvo FH kan også skræddersys med en ny effektiv Euro 6-dieselmotor, der er inkluderet i I-Save-pakken, der giver mulighed for betydelige reduktioner af brændstofforbrug og CO2-emissioner. Til fjerntransport kombineres den nye Volvo FH med I-Save med den nye D13TC-motor med en samlet pakke af funktioner, der kan give brændstofbesparelser på op til 7 %*. 

*Påstanden om forbedring af brændstofforbruget beregnes ved at sammenligne omkostningerne til diesel og AdBlue for D13TC Euro 6 Step D med brændstofpakken for fjerntransport (I-Save) med D13 eSCR Euro 6 Step D uden brændstofpakken for fjerntransport. Den faktiske brændstoføkonomi kan variere afhængigt af mange faktorer, f.eks. chaufførens erfaring, brug af cruise control, køretøjsspecifikation, køretøjets last, faktisk topografi, køretøjsvedligeholdelse og vejrforhold.

En ny palette af tjenesteydelser sætter standarden for driftstid

Med den nye produktserie sætter Volvo Trucks et nyt niveau for driftstid ved at øge olieskiftintervallet med op til 50 % samt introducere et avanceret system til overvågning i realtid. Systemet monitorer kontinuerligt udvalgte komponenter, der er kritiske for driftstiden, for at hjælpe med at forudse potentielle uplanlagte stop og i stedet gøre dem til planlagte værkstedsbesøg. Overvågning i realtid er tilgængeligt som et tilvalg til Volvo Guld-kontrakten, som også er blevet udvidet med et andet tilbud: Volvo Flexi-Guld-kontrakten. Denne nye kontrakt tilbyder en mere fleksibel betalingsstruktur, idet den tilpasses til varierende kørsel pga. ændringer i arbejdsbyrden. 

Volvo Trucks har også introduceret Volvo Uptime Care-kontrakten, som anvender konnektivitet til at følge op på udvalgte komponenter og den egentlige brug af lastbilen for at opdage slid, og baseret på det løbende opdatere serviceplanen. 

Konnektivitet muliggør også fjernhentning af software, hvilket betyder at udvalgt software kan downloades, når det passer kunden.

LINK til film
LINK til billeder i høj opløsning
LINK til de yderligere produktudgivelser, Volvo FH16, Volvo FH, Volvo FM og Volvo FMX

 

Volvo Trucks leverer komplette transportløsninger til professionelle og krævende kunder. Virksomheden kan levere en komplet serie af mellemstore og tunge lastbiler gennem et stærkt forhandlernetværk med 2.200 servicepunkter i mere end 130 lande. Volvos lastbiler bliver produceret på produktionsanlæg i 13 lande verden over. I 2021 leverede Volvo mere end 123.000 lastbiler på verdensplan. Volvo Trucks er en del af Volvo Gruppen, en af verdens førende producenter af lastbiler, busser og entreprenørudstyr samt marine- og industrimotorer. Koncernen leverer desuden finansierings- og serviceløsninger. Volvo Trucks’ arbejde er baseret på kerneværdierne kvalitet, sikkerhed og miljø.