Ordren blev afgivet af Performance Team, der er en del af Maersk Group. Med ordren udvider Maersk sin allerede eksisterende flåde på 16 Volvo VNR Electric, der blev leveret i fjor, med yderligere 110 enheder af samme model. Dermed når Maersks VNR Electric-flåde op på i alt
126 enheder.
“Volvo Trucks er glade for at fortsætte samarbejdet om bæredygtighedsmålene for Maersks lastbilflåde, og vi er desuden stolte over at spille en nøglerolle i Maersks fortsatte satsning på elektromobilitetsløsninger,” siger Peter Voorhoeve, President for Volvo Trucks North America
Volvo VNR Electric er en såkaldt Class 8-lastbil (tung lastbil med totalvægt på mere end 15 tons og sættevognstrækker for vogntog på op til 40 tons). Maersk vil benytte de mange elektriske VNR Electric i Californien til flere forskellige kørselsopgaver. Det gælder bl.a. havnetransport over kortere afstande samt kørsel på forskellige distributionsruter.
Volvo VNR Electric har en fuld-elektrisk rækkevidde på op til 440 km og kan lagre op til 565 kWh i batterierne. De kan oplades til 80 % kapacitet på 90 min. med en batteripakke på seks batterier og 60 minutter i versionen med fire batterier. Volvo VNR Electric produceres på Volvo Trucks' New River Valley-fabrik i Virginia, som står for produktionen af samtlige elektriske Volvo-lastbiler i Nordamerika.
50% elektrisk salg i 2030
Globalt har Volvo Trucks sat sig et ambitiøst mål om, at 50 % af alle solgte Volvo-lastbiler i 2030 skal være elektriske.
“Vi er fast besluttet på at lede den elektriske transformation af transportindustrien. Salget af elektriske lastbiler er endnu på et lavt niveau, men vi ser en hastigt stigende interesse i både Europa, Nordamerika og også andre dele af verden. I 2021 havde vi en ordreindgang inkl. hensigtserklæringer på mere end 1.100 elektriske Volvo-lastbiler i over 20 forskellige lande.
Det er helt klart ved at blive et vigtigt konkurrenceparameter at kunne tilbyde elektrificerede, emissionsfri transportløsninger,” siger Roger Alm, President for Volvo Trucks globalt.
Volvo Trucks var europæisk markedsleder inden for elektriske lastbiler i det tunge segment i 2021 i Europa med en markedsandel på 42 % og har desuden en førende position i Nordamerika. Med i alt seks elektriske lastbilmodeller i produktion fra i år har Volvo Trucks det mest komplette modelprogram i den globale lastbilindustri af elektriske lastbiler, der dækker alt fra distributions- og renovationskørsel i byerne til entreprenørkørsel og regional transport.
Sanne Rindholm
Marketing- og kommunikationsansvarlig
E-mail: sanne.rindholm@volvo.com
Tlf.: +45 61 82 78 84
Volvo Trucks leverer komplette transportløsninger til professionelle og krævende kunder. Virksomheden kan levere en komplet serie af mellemstore og tunge lastbiler gennem et stærkt forhandlernetværk med 2.200 servicepunkter i mere end 130 lande. Volvos lastbiler bliver produceret på produktionsanlæg i 13 lande verden over. I 2021 leverede Volvo mere end 123.000 lastbiler på verdensplan. Volvo Trucks er en del af Volvo Gruppen, en af verdens førende producenter af lastbiler, busser og entreprenørudstyr samt marine- og industrimotorer. Koncernen leverer desuden finansierings- og serviceløsninger. Volvo Trucks’ arbejde er baseret på kerneværdierne kvalitet, sikkerhed og miljø.